Den gamle stolelift i medborgerhuset Kærnehuset på Kirkeplads i Allinge gik i stykker. Den stoppede simpelthen midt på trappen, var ikke til at rokke frem eller tilbage, og blev siddende der, indtil den blev pillet ned.
Heldigvis gav en ansøgning til Nordeas Renoveringspulje gevinst for et halvt år siden i form af et tilskud på 223.325 kroner. Det har Kærnehuset brugt til en ny stolelift, som netop er blevet monteret.
Hans Jensen er formand for Foreningen Kærnehuset, som driver medborgerhuset, og han glæder sig over, at gangbesværede igen kan komme rundt i det gamle hus. Kærnehuset er Allinges gamle skole, og her er både en stueetage, første sal og et loft.
– Jeg har selv været dårligt gående på grund af et nyt knæ, så jeg har savnet liften voldsomt, fordi jeg ind imellem kommer i byforeningen, som har arkiv på første sal. Vi har nogle vintermalere oppe på loftet. Der er nogle af dem, der er dårligt gående, så de har ligget i dvale, mens vi har manglet en lift, siger Hans Jensen.