Foreningen Golden Island arrangerer en festival, en byfest og andre kulturoplevelser, som er gratis at deltage i. Målet er at åbne døren til kulturlivet for så mange som muligt, og Nordea-fonden synes, ideen er så god, at den har begavet foreningen med en donation.
Golden Island modtager 75.000 kroner, og som Nordea-fondens lokale repræsentant synes filialdirektør Morten Hjorth Hansen, det er dejligt at være med til at støtte foreningens arbejde.
– Festivalen har været i en rivende udvikling siden 2022, og at de kan forsætte med at bygge på, fortæller noget om den idérigdom og gåpåmod, bestyrelsen indeholder. At de samtidig kan holde fast i, at det skal være gratis at deltage i og dermed kan trække alle lag af bornholmere til, er kun prisværdigt, siger han i en pressemeddelelse.
I Golden Island er man glad for opbakningen fra Nordea-fonden, og ifølge bestyrelsesmedlem Tobias Krähmer er festivalen meget mere end en årligt tilbagevendende begivenhed.