Nexø-drag queen: Sådan er det på Bornholm

Nexø-drag queen: Sådan er det på Bornholm
Dokumentarist Chastine Bagge har lavet en dokumentar på tre afsnit om Daniel Mejlvang fra Nexø, som også er kendt som “Damen” - Bornholms første og eneste drag queen. Eget foto
KULTUR | Onsdag 13. november 2024 • 12:19
Jesper Gynther
Journalist
KULTUR | Onsdag 13. november 2024 • 12:19

En ny dokumentar på Youtube følger Daniel Mejlvangs drag queen-karakter "Damen". Dokumentaren skal være med til at nedbryde fordomme, skabe forståelse og give andre modet til at stå ved dem selv.

Dokumentaren “My Friend The Drag Queen” handler om, hvordan det er at være drag queen på Bornholm.

Det er der foreløbigt kun én, som ved, nemlig Daniel Mejlvang, der er Bornholms første og eneste drag queen. Han fortæller om de oplevelser, han har haft både på og udenfor Bornholm, ligesom den tre afsnit lange dokumentar også berører emner som diskrimination og vigtigheden af diversitet i mainstream medier.

Det er Daniel Mejlvangs ven, dokumentarist Chastine Bagge, som har lavet dokumentaren. Hun mener, at det er vigtigt at give plads til stemmer, der nedbryder tabuer, og at man taler højt om det der er svært. På den måde kan man gøre det, der er anderledes, lidt mindre fjernt og farligt, for dem der endnu ikke forstår.

– Den handler om at finde en fælles platform, så vi alle kan være her, lige som vi er, i fællesskab og med gensidig respekt. Livet er jo lidt federe, hvis vi alle giver plads til hinanden, også selvom vi ikke er enige, fortæller hun i en pressemeddelelse.

Bornholm er tolerant - men fortsat plads til forbedring

Chastine Bagge mener, at Daniel Mejlvangs historie er interessant, fordi han sprænger normens rammer med alt, hvad han er.

– At være den, der går først, kræver altid mod, særligt i et stærkt jantelovssamfund som Danmark. Men det er vigtigt, at nogen tør, og det er vigtigt, at der er forbilleder, også for dem der ikke passer ind i de gængse rammer.

Dokumentaren har haft premiere, og lige siden har Daniel Mejlvang modtaget mange tilbagemeldinger fra folk, der har set dokumentaren på Youtube.

– Daniel har modtaget lige den respons, vi begge havde håbet på - at kunne røre og starte en debat om, hvordan man behandler hinanden, og en anerkendelse af at Bornholm er mere tolerant, end man kunne havet håbet - men også at der fortsat er plads til forbedring. Daniel mener ikke, at vi alle skal være enige - men at gensidig respekt og forståelse er vejen frem, fortæller Chastine Bagge, som håber, at Daniels historie kan komme længere ud og give andre inspiration til at leve så autentisk som muligt også på Bornholm, i storbyen og alle andre steder.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT