Manden bag folkehuset drømmer stort for fremtiden

Manden bag folkehuset drømmer stort for fremtiden
Linda Olsen kontaktede Lennart Lajboschitz for at spørge, om det ikke var en idé med et folkehus på Bornholm. Det var det, og torsdag kunne de to glæde sig over en vellykket åbning. Foto: Holger Larsen
KULTUR | Fredag 29. august 2025 • 05:30
Holger Larsen
Journalist
KULTUR | Fredag 29. august 2025 • 05:30

Lennart Lajboschitz glædede sig over tilstrømningen, da Folkehuset Hodda åbnede i Rønne.

– Jeg bliver utrolig glad for at se, at her er mange mennesker, og at det virker. Folk taler sammen, og her er en god stemning. Jeg synes, det lover godt. Jeg er meget glad.

Manden bag Folkehuset Hodda i Rønne, Lennart Lajboschitz, er en glad mand, da han på åbningsdagen indfinder sig i den tidligere Colbergs Boghandel – ejendommen på Store Torv 9 i Rønne, som han har ejet siden 1999.

Den 66-årige danske iværksætter og erhvervsleder Lennart Lajboschitz er manden bag Tiger-konceptet, og han blev milliardær, da han i 2012 solgte 70 procent af Tiger-kæden til kapitalfonden EQT. Efter salget besluttede den nye ejer af kæden at flytte butikken i Rønne til mindre lokaler, hvorefter de tidligere butikslokaler i den centralt placerede bygning har stået gabende tomme siden 2019.

Der skulle ske noget

Hvorfor var der det lange tilløb fra lukningen af Tiger i 2019 og frem til i dag, hvor der igen kommer liv i ejendommen med åbningen af folkehuset?

– Jeg havde ejendommen til salg, og den blev ikke solgt. Den kom til at stå længe, og jeg tænkte, at vi måske skulle lave noget i lighed med Absalon i København. Da jeg så blev kontaktet af Linda Olsen, der spurgte, om jeg ikke ville lave et folkehus på Bornholm, sagde jeg: "Jo, det vil jeg gerne". Det er halvt år siden, og vi har været i gang lige siden med etableringen, siger Lennart Lajboschitz.

Den kontakt førte så også til ansættelsen af Linda Olsen som daglig leder.

Han forklarer, at det også har spillet ind, at Bornholms Regionskommune i flere år havde planer om at etablere et kulturhus skråt overfor, i Dams Gård.

– Jeg talte med kommunen for en del år tilbage, og planen var, at kommunen skulle etablere et sted, og jeg skulle hjælpe dem, hvis jeg kunne. Men så var der et kommunalvalg, som man afventede, og bagefter var der nogle nye folk i kommunen. Og så tog det tid, og jeg syntes, at nu ville jeg udnytte den mulighed, jeg havde her. Der er ikke nogen dårlig stemning omkring det, men jeg syntes, at nu skulle der ske noget, siger Lennart Lajboschitz.

Aldrig i mål

Hvad håber du, at folkehuset vil udvikle sig til?

– Jeg håber for det første, at det vil blive ved med at udvikle sig. Der er ikke noget tidspunkt, hvor vi er i mål. Vi skal hele tiden bygge videre. Jeg vil meget gerne, at vi har mange aktiviteter, og jeg håber, at vi snart får tilladelse til at holde fællesspisninger.

– Jeg vil gerne, at vi har udsolgt til det hele. Vi er ikke ude på at tjene penge. Vi er ude på, at det skal gå i nul, og det lover rigtig godt. Jeg har mødt alle de ansatte, og jeg er betaget af, hvor meget hjerte de har med i projektet. Det sætter jeg meget pris på.

– Når vi ser på, hvad det skal være for et sted, kigger vi lidt på os selv. Hvad er det, der betyder noget for mig. Det er min kone, mine børn og børnebørn, den menneskelige kontakt. Sådan er det også for andre mennesker. Jeg er glad for, at vi kan skabe noget, der skaber sociale relationer mellem mennesker, siger Lennart Lajboschitz.

Forbilledet

Forbilledet for det bornholmske folkehus er Folkehuset Absalon på Vesterbro i København. Det åbnede i en tidligere kirke i 2015, og her er nu 110 aktiviteter om ugen og udsolgt til fællesspisning hver dag med 200 deltagere.

Det er sådan noget, ambitionen er at skabe i Rønne – i bornholmsk målestok.

– Linda (Olsen, husets daglige leder, red.) har været i dialog med mange mennesker, både hvor hun har været opsøgende, og hvor andre har opsøgt os. Vi vil rigtig gerne samarbejde med folk, der kan noget, som vi kan bruge her. Men alt sammen peger i retning af, at det er det sociale, som gælder her. Det er meget tydeligt, at det er vores drivkraft.

– Aktiviteterne kan være meget forskelligt. Bordtennis, bingo, quiz, skak, backgammon. Vi kommer også til at have meget med bevægelse, yoga, dans, teater og så videre. Hvis det er muligt, vil vi gerne arbejde med ler og linoleumstryk. Vi vil kigge lidt på de aktiviteter, vi har i Absalon, og se, om vi kan overføre nogle af dem hertil, siger Lennart Lajboschitz.


Lennart Lajboschitz har ikke planer om flere folkehuse, men håber at andre har. Foto: Holger Larsen

De blev deltagere

Der er i det hele tager flere erfaringer fra Absalon, som man vil lade gå videre til Hodda:

– Da vi åbnede i Absalon, var der en medarbejder, der spurgte, om vi ikke skulle have et skilt op, som viste, hvor der var et toilet. Det var en god idé, sagde jeg. Men så kom min kone og sagde nej, for når folk spørger, kommer man til at tale sammen.

– Det samme med maden. I starten satte vi den på bordet. Men en dag var vi ikke nok på arbejde, og så spurgte vi folk, om de ikke selv ville gå ud og hente maden i køkkenet. Vi kunne se, at folk var glade for det. For nu var de ikke gæster mere, nu var de deltagere.

– Jo mere vi kan gøre af den slags, des bedre, siger Lennart Lajboschitz.

Har udgivet bog

Erfaringerne med fællesspisningerne i Absalon er netop mundet ud i en bog, "Fællesspisning", som Lennart Lajboschitz’ datter, Rebecca Lajboschitz, står bag. Ud over historien om Absalon, aktiviteterne og ikke mindst fællesspisningerne, rummer bogen en del madopskrifter.

– Bogen er også tænkt for at kunne inspirere folk til at lave mad og invitere nogle gæster og få denne sociale kontakt, som tidligere var helt naturlig i familierne, siger Lennart Lajboschitz.

Er folkehusene blevet et livsprojekt for dig?

– Ja, det er det. Jeg er meget glad for, at jeg bor i et land, som er fantastisk, og hvor tingene fungerer. Jeg synes, at det er en stor ting, at jeg har mulighed for at lave nogle ting. At se værdier blive levende og virke, det gør mig glad.

Vil inspirere andre

Er der flere folke- og aktivitetshuse på vej?

– Nej. Jeg er også ved at blive ældre. Så det er også noget med, hvor meget jeg kan håndtere. Vi har Absalon, så er det Hornbækhus, der er et hotel, og vi har Kanalhuset på Christianshavn. Og nu også det her.

– Jeg vil håbe, at jeg ikke laver flere, men at andre bliver inspireret til at lave noget lignende. Det er også derfor, at vi ikke holder kortene tæt til kroppen. Vi deler gerne ud af vores erfaringer. Kan vi hjælpe, gør vi det gerne, slutter Lennart Lajboschitz.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT