Klar til 10 dage med kunsthåndværk

Klar til 10 dage med kunsthåndværk
Maj-Britt Zelmer. Pressefoto: Martin Thaulow
NOTITS | KULTUR | Mandag 28. august 2023 • 05:33
NOTITS | KULTUR | Mandag 28. august 2023 • 05:33

På fredag den 1. september klokken 17.00 åbner Bornholm Craft Weeks - 10 dage med kunsthåndværk.

Der åbnes i tekstilets tegn i år med fernisering på udstillingen Skønhed og Forfald med værker af blandt andet tekstilformgiver Pernille Vestergaard fra Gevandt Bornholm og keramiker Nynne Rosenkrantz Christiansen. Til åbningen vil der også være en strikkeperformance af Katinka Wissing og Barbara Cordeiro.

Bornholm Craft Weeks er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor du kan opleve workshops, middagsoplevelser, udstillinger, rundvisninger og særlige events.

Mange af øens dygtige kunsthåndværkere har igennem generationer arbejdet med naturens råmaterialer i form af ler, glas, træ, og tekstiler.

– Under Bornholm Craft Weeks folder vi øens kunsthåndværkerscene ud og skaber rammerne for møder og oplevelser. Vi glæder os til at byde velkommen til Craft Weeks 2023, siger Dorthe Møller Paulsen fra Sekretariatet for Maker’s Island Bornholm, som står bag Bornholm Craft Weeks, i en pressemeddelelse.

– Vi vil gerne skabe særlige og mindeværdige oplevelser for bornholmere, nationale og internationale besøgende. Bornholm har rigtig meget at byde på inden for kunsthåndværk, og vi ønsker med eventen at skabe endnu mere kendskab til de mange dygtige virksomheder og udøvende her på øen.

Åbningsweekenden byder udover åbningsfesten på Grønbechs Gaard også på en stor fælles workshop og et hav af udstillingsåbninger øen rundt, særligt i Svaneke og Nexø.

Hjorths Fabrik inviterer alle interesserede børn og voksne til at opleve glæden i at skabe i ler lørdag den 2. september. På Gudhjem Museum åbner en udstilling lørdag den 2. september med de unge keramikere Anette Leegaard og Alexandru Murar som har værksted i Nexø.

Andre højdepunkter i ugens løb er rundvisning hos Pernille Bülow på Nexø havn torsdag den 7. september samt middagsoplevelser på både Madkulturhuset Gaarden og hos Baltic Sea Glass. Søllings Bodega i Svaneke inviterer inden for til underholdende kunsthåndværkerbanko sidst på ugen.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT