I denne uge runder vi vores føljeton med digte af Elna Schöne af, og som i sidste uge er digtene hentede fra en samling digte med den overordnede titel “Frå Rønna. 1890-98”, hvor Elna Schöne mindes ‘bælladâna’ i Rønne med deres begivenheder og indtryk.
Dagens første digt stod at læse i årsskriftet Gammalt å Nyt, 2. årgang (1930) og gengives ligesom de øvrige digte med originalens retstavning med rettelse af enkelte åbenlyse fejl.
Be om — —
En liden Pibel — nåli nok å se —
frå Huz te Huz hon måtte gå å be.
Sænt ud å Moern va hon for ded samma,
væl om så mera va hon ju te skamma.
Be om — — —
Me bonge Iven å i Måled klen —
enj Sok å Ynk, å Fattidom å Men,
hon sto så ota dær me Korr på Arminj
å tryjte saj på skrâ ad Dørrakarminj:
Be om — — —
Vår Moer Stakkalinj egrân væl gâ,
vi Bælla næwnde ’na ver ded hon sâ;
vi va så færma vi, behæwde ikje tygja —
vi veste ikje sæl a vi va stygja:
Be om — — —
Hon hørde’d ikje, naj, mæn hon fornom!
Så ota som jâ sin på dætta kom:
Om hon kanj tegje maj, jâ må ’na sporra —
me Orn di samme som hon brøgte forra:
Be om — — —
Dagens to øvrige digte udkom i fjerde årgang af samme årsskrift. I det første, “Arbjarna frå Værken” beskriver Elna Schöne stenbrudsarbejderne, såvel de unge som de voksne og den gamle i tre dedikerede strofer:
Arbjarna frå Værken
DI UNGE
I Trop på trijle-fira kom di rast,
di skujle arbja, å ded hadde Hast!
Me Snak å Præk de gjikj opâuer Bakkana;
di hadde ju kuns et Snes År på Nakkana;
di grinada å sprong som Skolehorra,
å sloes âu — mæst lesse rast som forra.
De va å høra ømmer når di kom,
å en å anjen titada te dom.
MANJANA
Som de kunje slompa saj
kom enj å enj å to å tre —
trødde tungt å snakte lid,
de va Kara! Got å se,
ad di kunje gjorra Vaj.
— — —
Når Flojtan pev, å di sâ Stop,
så spode di dom jem te Konn.
Å Bælla kom å ble løt op —
fikj Fârsa Korr å bæra på — å tâd om Hån.
DÆNJ GAMLA
Dâ ud — Dâ inj — hanj gjikj dær støt,
dænj Vænj hanj hadde så lænje trøt.
Runjer va Rygjinj å Skolrarna sjæwa,
hanj veste nok hanj va de va å slæva.
— — —
Lâzana fladrada alt mæns hanj gjikj;
alri enj så hanj nâd bære fikj;
hanj hadde nok injinj som sorjada for ’inj —
stopte sæl Mâdinj å Sypinj i Korrinj
å lunkada å ad Værked te; —
hannem va dær injinj dær foldes me.
I dagens sidste digt beskriver Schöne “Blinja Annarsen”, der med tro og kraft længes efter engang at komme til at se, men indtil da – og netop derfor – er mild og glad:
Blinja Annarsen
Mijler å glâr hanj kom me Flojtan —
spillada op te Danjs;
Brægolled gongada, Stâs va dær injed å,
Pibla va dær to temanjs.
Tima ætte Tima måtte hanj spilla,
gjore’d vist gjærna âu —
sin ajen Varden hanj hadde sajta
mit i Kommærs å Sjâu.
På Hånslawed kjænde hanj strajs enj Goven,
på Måled Bekjæntara me.
Ansajted vænde hanj ømmer mod Lyzed,
injdå hanj ente kunje se —
opætte søjte di blæje Iven alt mæns hanj blæste å blæste,
Finjrana løv, Tonarna floj som Fâulaflojt —
ded va Lajntan å Lajntan å Lajntan ijæn,
ad jâ i di Iven læste.
— — —
Ota måtte jâ tænkja på blinja Annarsen —
Bælli jâ va, å jâ gjyste — så maj omkrænj —
Træ å Urter; Solsjinned, Skuggana, Roser å Torn,
Fâul å Kraitor å Hæmmelinj âuer
hela dænj hæjlua Jorn — —
å så: kansje ævent sjømta
Soln som en Lojta i Toggan?
— — —
Sin forsto jâ vafor hanj livæl va mijler å glâr:
Dær va Tro å Kraft i hans Lajntan lajt, å ded hannem bâr.
Altid mod Lyzed vænt di store blæje Iven —
enjgång skujle hanj se!
Bâgsian er lavet i samarbejde med Bornholmsk Ordbog – gå på sproglig opdagelse på bornholmskordbog.ku.dk
