Koblingen er enkel for alle over 40. Hører man omkvædet om Mona, Mona, Mona tænker man straks på Søren Kragh-Jacobsen.
Til dem under 40 kan vi fortælle, at bemeldte herre, udover at være en stadig aktiv filminstruktør, også er ophavsmanden til den berømte sang om den unge mand, der drømmer om den dag, hvor Mona vil tage hans hånd, så de kan stikke af. Sammen.
Selvsamme Søren Kragh-Jacobsen var torsdag eftermiddag at finde på terrassen på Melsted Badehotel. Han er nemlig en af solisterne i dette års Udenfor Sæsonen-program, der præsenteres ved et pressemøde med lyden af bølgernes brusen i baggrunden, og selv om han er glad for Bornholm, så var det nok mest invitationen fra Steffen Brandt, der gjorde udslaget, da han sagde ja til at spille med i årets koncertrække.