Hans død ramte hele Bornholm som nyheden om en ung konges død
Daniel Øhrstrøm
Da kulturjournalist Daniel Øhrstrøm blev kritisk syg og var tæt på at dø, blev det klart for ham, hvad tilværelsen handler om. Under sit sygdomsforløb fik han også nogle af sit livs stærkeste troserfaringer, som han nu deler i bogen "Det er om natten man ser nordlys". Tidende bringer i samarbejde med Bibelselskabets Forlag et kapitel fra bogen, der handler om avisens tidligere chefredaktør Søren Christensen. Det sker under overskriften Søren Solskin.
Lyden af en helikopter forbandt jeg i forvejen med døden.
Det begyndte, længe før jeg selv blev syg, når jeg lå med soveværelsesvinduet åbnet og kunne høre hospitalshelikopteren slå stilheden i stykker over de røde tage i Rønne. Med over 200 flyvninger om året hører man oftere helikopteren end skraldebilen fra mit hus i den gamle, stille bydel, hvor en hunds gøen kan blive til en note i Bornholms Tidende. Og i årevis bad jeg som et fast ritual små bønner for den nødstedte i helikopteren, når jeg hørte den blafrende lyd i luften, ligesom jeg i sin tid gjorde det i København, når jeg hørte en ambulance skære sig gennem byen som et tandlægebor. Men det var alligevel først, efter min ven Søren Christensen døde, at jeg for alvor begyndte at lægge mærke til helikopteren over Bornholm. For jeg vidste, at Søren døde i sådan en helikopter, og da jeg selv blev båret ind i akuthelikopteren, tænkte jeg på Søren og Sørens sønner, for jeg frygtede, at mine sønner nu også skulle blive faderløse.
Sørens død ramte hele Bornholm som nyheden om en ung konges død, selvom han var flyttet fra øen. Jeg husker stadig chokket, da jeg sad og så min mellemste søn, Sebastian, spille fodbold i Rønne Idrætshal og pludselig fik den barske besked om, at Søren pludselig var død, 44 år gammel. Nyheden bredte sig som en chokbølge mellem os forældre på tilskuerrækken, og jeg så ned i min telefon, hvor dødsfaldet allerede havde skabt overskrifter. ”Nordjyske Mediers ansvarshavende chefredaktør død efter trafikulykke,” læste jeg, mens en uhyggelig følelse voksede i mig.
Søren var stort set lige flyttet fra Bornholm til Aalborg, han var blevet headhuntet til sin nye stilling, fordi han havde gjort det så godt på Bornholm som chefredaktør på Bornholms Tidende. Her fik han hurtigt tilnavnet ”Søren Solskin”, fordi hans smittende grundfilosofi var at sprede solskinshistorier på Solskinsøen. Det var tiltrængt.
Da jeg selv var nyhedsoplæser på P4 Bornholm nogle år tidligere, var de fleste nyheder én stor undergangsfortælling om fraflytning og nye kommunale besparelser på de ældres mad.
Søren kom til øen med en anden energi, han satte fra begyndelsen fokus på øens fødevaresucceser og nye status som folkemødeø og lod alle forfaldshistorierne glide lidt i baggrunden. Han gik fra begyndelsen foran ved at lave interviews med markante bornholmere om deres yndlingssteder på øen og dukkede op, hver gang der var noget at fejre. Med sine to meter stak han op overalt, hvor han kom for at tale øen op, og selv lærte han lynhurtigt den danske klippeø at kende på sin racercykel, som han lykkelig suste rundt på, så ingen kunne følge med. Chefredaktøren vandt Bornholm Rundt to gange, og han talte og skrev med utilsløret passion for cykling, som hans sønner også blev smittet af. Dem talte han også med utilsløret stolthed om, ligesom han var tydelig stolt af sin kone, Arina. Men han havde samtidig sans for det, han ikke vidste så meget om. Det var sådan, vi blev venner.
En dag kom han hen for at hilse på mig på færgen. Det viste sig, at han gerne ville have mig til at skrive avisens kirkesider. Det takkede jeg nej til. For jeg kunne og måtte naturligvis kun skrive til én avis, og jeg pendlede jo for at passe mit gode arbejde på Kristeligt Dagblad. Men det forhindrede os ikke i at blive venner, og selv havde Søren åbenbart også en del møder i København og Jylland, så han var tit med samme færge som mig, og hurtigt begyndte vi at spejde efter hinanden, så vi kunne dele overfartstiden med hinanden.
Jeg inviterede ham også til en enkelt fødselsdag, men ellers var vi primært gode pendlerkammerater, der alligevel kom ret tæt ind på hinanden de måske 30 gange, vi fulgtes over Østersøen sammen. Han var meget interesseret i, hvordan Kristeligt Dagblad kunne klare sig så godt i et marked, der ellers gik ned. Han syntes, vi havde fat i noget spændende med vores eksistensstof, der også optog ham privat, og en enkelt gang kom vi også til at tale om opstandelsen, der ”kunne noget”, som han sagde, mens han lod blikket glide ud i Østersøen, som om han kunne se helt over til livets kyst, inden han tilføjede, at kristendommen ikke kun var kultur for ham, men mere end det, hvad der nok ville overraske nogen.
Sommetider vendte han sine ledere med mig, og en enkelt gang endte han sågar med at skrive en leder om, at man skulle holde hviledagen i hu i juleferien og lade telefonen ligge, andre gange talte vi om politik eller vores fælles forkærlighed for musik. Især var han stor fan af Michael Falch, der som stor dreng flyttede til Tønder, som Søren kom fra. Så da Michael Falch gav koncert i Rønne, kom han også på forsiden af Bornholms Tidende, og da jeg selv interviewede Michael Falch til Kristeligt Dagblad i København, fik jeg en ekstra plade med hjem til Bornholm og Søren.
Den signerede plade stod som en sejrspokal på Sørens chefkontor på Bornholms Tidende til hans sidste arbejdsdag på avisen. Det var i øvrigt albummet med sangen ”Vogt dig”, hvor Michael Falch synger: ”Vogt dig for manden med leen og for manden, der aldrig ler”, og i mit eget interview sagde Michael Falch uddybende, at det sørgeligste ikke var at miste livet, men at miste livsgejsten.
Det gjorde Søren aldrig i al den tid, jeg kendte ham. Søren Solskin var ikke manden, der aldrig lo, tværtimod, selvom jeg ved, at den sidste tid ikke må have været sjov for ham, for med topjobbet i Aalborg fulgte også en træls opgave med at fyre folk og skære på budgetter i stedet for at cykle lykkelig rundt på Solskinsøen. Men da chefredaktøren cyklede hjem gennem trafikken i Aalborg, blev han påkørt og fik en væmmelig hudafskrabning, som han i begyndelsen ikke regnede for noget. Han opsøgte lægehjælp over flere omgange, men fik alt for sent antibiotika og døde af blodforgiftning på vej til Rigshospitalet i en af den slags helikoptere, som jeg nu også selv blev båret ind i – med blodforgiftning. Og jeg tænkte på Søren og Sørens sønner og Sørens stakkels kone, da jeg blev båret ind i den helikopter, og jeg tænkte på mine sønner og min egen kone, der faktisk kom til at arbejde for Bornholms Tidende under Søren. Jeg syntes, at Søren var en lokal helt. Og da jeg spurgte lægen i helikopteren, om han havde hørt om Søren, pegede han på sine store høreværn, som om han alligevel ikke kunne høre, hvad jeg sagde, men der var noget i hans blik, der sagde, at han i hvert fald ikke ville tale om det, og nu kunne jeg også kun høre lyden af helikopteren, lyden, som jeg forbandt med døden, men jeg tænkte, at hvis jeg bare landede i live, så skulle det nok gå. Og morfinen fik mig nærmest til at føle mig høj, mens jeg svævede mellem liv og død – et sted oppe i himlen.
Daniel Øhrstrøm
Bosat i Rønne. I mere end 20 år har han interviewet livskloge mennesker for Kristeligt Dagblad. I sin nye bog vender han blikket indad og fortæller sin egen eksistenshistorie.
Ukrainsk madbutik åbnet i Rønne
Bornholms største idrætsforening runder milepæl
OM BORNHOLMS TIDENDE
Ansvarshavende chefredaktør: Jesper Dollerup Merved.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration











