Jan Elleby syntes, at hans farmor havde fyldt alt for lidt i forhold til sin mand. Det er grunden til, at hans bog tager afsæt i hendes liv. Foto: Richard Andersen
Listed Borgerforening får lørdag 31. januar besøg af forfatteren Jan Elleby, der har skrevet slægtsromanen ”Dem før os.” Elleby er født og opvokset i Rønne, og da han blev pensioneret, gav han sig til at forske i sin slægt. Den udspringer i Listed i et landarbejderhus, og det er der, hans bog tager afsæt. Jan Elleby tager udgangspunkt i sin farmors liv. Hun hed Amanda Marie Elleby og levede fra 1879-1969.
Til arrangementet i Listed Borgerforening vil Jan Elleby fortælle om sin slægtsforskning, udviklingen af bogens karakterer og ikke mindst, hvordan man skaber en ægte dialog uden selv at have været der og hørt samtalerne.
Man behøver ikke være medlem af borgerforeningen for at kunne deltage i arrangementet. Alle er velkomne.