En pibel ver hawed

Vi fortsætter, hvor vi slap i sidste uge, nemlig med endnu et digt eller en sang af Elna Schøne. Sangen, der har titlen “En pibel sjunger” indgår i samlingen “Nya borrinjholmska Vizer”, der udkom i 1926. I sangen beskriver fortælleren sine oplevelser ved stranden som lille pige med både konkrete iagttagelser og tanker om havet, og alt hvad det indebærer af både godt og ondt, herunder sin ene brors død til søs.

Sangen gengives med originalens retstavning med rettelse af enkelte åbenlyse fejl. Da pladsen tillader det, anføres efter sangen en række gloser til ord, som umiddelbart kunne tænkes at være lidt vanskeligere at forstå.

En Pibel sjunger
Havkalla sprinja når Sjøna gå højt
på Strân mejløm Kløpper å Gruz –
liden å glâ så språng jâ me
i skommed å Bøljarnas Bruz.
Moer hon kalte ad maj!

Hjemad gjik vi i Storm å Rajn,
jâ vænde maj ota om –
de pev å bruste me Døn å Brâg,
de va som nânj ette vos kom.
Moer tâu fâst om min Hån.

Når de va stille lå Kallana støt
å ner i Gruzed sânk,
Dønninjen rujlada ouer dom
så lång å så tynj å blânk.
Alti jâ læjte ver Strân.

Moer hon tâu saj enj Kryzzesten,
denj glattesta dær va å se –
nonna va brågua, anra blå,
å nonna hvida som Sne.
Havblæjed lyste så lânt.

Sânkada jâ maj di fineste små
å bâr så hjem enj Håv –
imæl dom lå dær âu enjgång
enj lidinj pener Ståv.
Moer va ijla ver denj.

Fâr å Moer di sâ så tit:
I Haved e âu nonna Små,
kansje dærnera en Havfrus Bæl
denj Ståvinj sagnar så –
Jâ holt fâst på minj Ståv.

Moer hon sokkada ota så
når Storminj tâu vældit fat:
Van monne di Staklana de ska gå
som e på Haved i Nat?
God hojla sin Hån ouer dom!

Brørana mina di gjikke tesjøs,
denj ena kom alri ijen.
Hjemma i Vaggan vi hadde enjdå,
enj ganske lidinj Sven.
Haved går højt om vort Lan.

Halvâusen gjik jâ ver Haved å sång,
lânt mer inj jâ sæl veste å –
alt som di Bøljarna mod maj kom
di ble så høja å blå.
Haved kalte ad maj.

Vaggada Bøljarna bløt å sång,
som ville di snakka me maj –
om diva Strømma å frammada Lan
di hadde så majed å saj.
Jâ drømde maj lânt frå maj sæl.

Blânka Stjærner som Iven to
jâ så i Bøljans Spajl –
fornom jâ då i min granja Hån,
som nogged satte enj Najl.
Vem vad som tâu om min Hån?

Sjø å Hæmmel gjik alt i Et,
jâ sto i et skommenes Sâu –
glømmer ’ed gjor jâ væl alri ijen,
som ded maj om Hjartad tâu.
Glømmer ’ed gjor jâ væl i.

Moer, kjæra, i Graven lajt,
hon nævnde Gods hellia Naun
så ota jâ va i Fâra stor,
som âu når jâ væl va i Haun.
Be du nu, Moer, for maj!

Hjem jâ kom ivoddan de gjik
då lyza Natten led –
te Minje om ’ed dær e inu
i Hån et Ær å se.
Haved, Haved går højt.

Gloser til udvalgte ord (i kronologisk rækkefølge): • havkall (hawkall, m.): rundet strandsten, der kan bruges som legetøj. • sjøna (sjö, m.): (her i flertal) bølgerne. • ota (ota, adv.): ofte. • døn (dønn, n.): hultlydende stærk lyd, drøn, bulder. • kryzzesten (krøzzesten, m.): sten til at knuse på. • brågua (bråguer, adj.): brogede af farve. • havblæjed (hawblæj, n.): havblikket. • håv (håv, m.): hob, bunke. • ståv (ståv, m.): (lille) bæger. • sagnar (sagna, v.): savner. • vaggan (vagga, f.): vuggen. • diva (diver, adj.): dybe. • iven (iva, n.): øjne. • grajna (grajner, adj.): egentlig “den fine hånd“, dvs. den højre hånd. • sâu (sâu, n.): et sug, bruges især om vandet, der løber frem og tilbage mellem klipper og skær. • ær (ær, n.): et ar, et mærke.

Bâgsian er lavet i samarbejde med Bornholmsk Ordbog – gå på sproglig opdagelse på bornholmskordbog.ku.dk