"Merckx – Race of a champion" er en af de film, man kan opleve, idet den selvfølgelig handler om belgiske Eddy Merckx, der beskrives som "den største cykelrytter nogensinde".
I en bornholmsk underafdeling til CPH:DOX kan man i løbet af 12 dage opleve både nationale og internationale dokumentarfilm rundt om på øen.
Fra 11. til 22. marts bliver der rig mulighed for at se både danske og internationale dokumentarfilm landet over, men – nok så vigtigt i denne sammenhæng – også på Bornholm.
Således inviterer CPH:DOX til BORNHOLM:DOX sammen med Bornholms Teater, Musikhuzet Bornholm, Strandhotellet i Sandvig, Bornholms Kunstmuseum i Rø, Scala Gudhjem, Svaneke Bio og Naturbornholm ved Aakirkeby i et samarbejde med Bornholms Kulturuge alle interesserede inden for til diverse filmoplevelser.
I en pressemeddelelse fra CPH:DOX kan man læse om filmfestivalen:
– Vi viser nye, højaktuelle danske og internationale dokumentarfilm og forlænger oplevelsen med foredrag og levende events til en række af visningerne. Vi præsenterer de mest rørende, aktuelle, meningsfulde og dragende fortællinger i samarbejde med lokale kulturaktører – alt sammen gennem et skræddersyet program til BORNHOLM:DOX, som er støttet af Sparekassen Bornholms Fond og Bornholms Regionskommune.
Over 400 visninger
I øvrigt oplyser CPH:DOX, at den 10.-25. marts står i dokumentarfilmens tegn på grund af organisationens landsdækkende initiativ, DOX:DANMARK, hvor mere end halvdelen af landets kommuner arrangerer deres egne lokale dokumentarfilmfestivaler.
Det betyder, at dørene landet over bliver slået op til mere end 400 filmvisninger, 200 events og et hav af samtaler om dokumentarfilm i verdensklasse.
Videre oplyses det, at siden DOX:DANMARK blev søsat i 2021, hvor ni kommuner deltog, er interessen i dén grad taget til. I år deltager 61 kommuner, og i hele festivalperioden vil biografer såvel som kulturhuse, kirker, højskoler, museer, forsamlingshuse, efterskoler, musikhuse og universiteter være engageret i dokumentarfilmenes univers.
Og altså også på Bornholm.
Fakta
CPH:DOX – Copenhagen International Documentary Film Festival – er en af verdens førende dokumentarfilmfestivaler, der understøtter uafhængig og innovativ filmkunst. Festivalen er kendt for at udfordre dokumentargenren og for at fremme kunst som en aktiv stemme i civilsamfundet.