Mens Danmark fejrede Befrielsen den 5. maj 1945 blev Bornholm bombet, befriet og besat. I 11 måneder var 8.000 sovjetrussiske soldater på øen, og denne russertid blev et møde på godt og på ondt, hvilket man kan læse om i Birgitte Borgen Müller Marcussen nye bog '70 erindringsglimt fra russertiden på Bornholm'.
I bogen fortæller 70 ældre bornholmere om de russiske soldater, som ofte spillede sørgmodige melodier og sange for lokalbefolkningen, men også dansede kosakdans og spillede fælles fodboldkampe. De ældre bornholmere fortæller også om romantik og byttehandler med ure, cigaretter og cykler – og en tid med tyverier, overfald og voldtægter. Flere fortæller deres historie for første gang.
Birgitte Borgen Müller Marcussen kigger forbi boghandlen i anledning af 76-året for den russiske besættelse af Bornholm, og her kan du møde hende til en snak om tilblivelsen af bogen samt købe et signeret eksemplar af bogen.