'Beslutningen var egentlig let at træffe'

'Beslutningen var egentlig let at træffe'
Steen Colberg i sommeren 2020. Foto: Berit Hvassum
KULTUR | Mandag 3. juni 2024 • 19:00
KULTUR | Mandag 3. juni 2024 • 19:00

Steen Colberg Jensen fra Bornholms Museumsfond slår fast, at museumsprojektet viste sig at være urealiserbart.

– Det er selvfølgelig en kæmpe skuffelse.

Sådan lyder den umiddelbare kommentar fra formanden for Bornholms Museumsfond, Steen Colberg Jensen, til, at museumsbyggeriet ved Helligdommen er aflyst.

Han pointerer, at skuffelsen ikke kun rammer museumsfonden, men også store dele af den bornholmske befolkning, som har set frem til at få et nyt fantastisk museum, og dertil medarbejderne på begge museerne, altså Bornholms Museum og Bornholms Kunstmuseum.

Han forklarer at projektet hele tiden har været underlagt en økonomisk ramme, som er blevet udvidet lidt undervejs, men er blevet holdt på sporet ved enten at skære i projektet, så det passede til de midler, der var tilvejebragt fra forskellige fonde, eller det var lykkedes at skaffe flere midler fra fondene.

– Så sendt som i februar i år fik vi et estimat fra vores rådgiver, som sagde, at de penge, der var til rådighed, var tilstrækkelige.

Ja, det skulle koste 151 millioner kroner, og I havde faktisk 152 til rådighed?

– Lige præcis. Og dertil var det min vurdering, at vi stadig ville kunne håndtere en overskridelse på et mindre tocifret millionbeløb. Men når det så bliver sendt i udbud, og vi får tilbud tilbage på en overskridelse på et trecifret millionbeløb – altså i omegnen af dobbelt så dyrt som den projekterede pris – så må vi sige, at så falder projektet. Der er ingen chance for at rejse det beløb – eller for at gå ud med et nyt udbud og tro på, at vi kan få det til det halve af den pris, vi har nu. Derfor har den meget tunge og triste beslutning, vi har været nødsaget til at træffe, egentlig været meget let, for der er ingen vej frem for det her projekt.

Hvor mange bud har I fået?

– Vi har afsøgt markedet og fået forskellige reaktioner tilbage, men i sidste ende har vi kun fået et bud. Andre bydere har vi været i dialog med, men at the end of the day kommer der ét bud.

Som så lød på cirka det dobbelte af de 151 millioner?

– Det var knap det dobbelte, men også med nogle forbehold og usikkerheder, som vi jo godt kunne se, ville gøre tingene dyrere. De penge råder fondene simpelthen ikke over.

Vil du fortælle, hvem der har givet et bud?

– Nej.

Hvem har været jeres rådgiver – vedkommende har tilsyneladende ramt ret meget ved siden af?

– Vi har både en total rådgiver og en bygherrerådgiver, men jeg går ikke ind i detaljer, for det giver ingen mening at forsøge at lave et blame game ud af det i forhold til, hvor fejlene ligger. Vi kan bare konstatere, at den beregnede projekterede pris, og den vi har fået ind som et bud, ligger milevidt fra hinanden, siger Steen Colberg Jensen og tilføjer:

– På nuværende tidspunkt har vi ikke nogen klokkeklare konklusioner på, hvorfor det er sådan. Men med så stor en overskridelse skal man være mere end almindeligt naiv, hvis man tror, at et nyt udbud vil give en pris, vi kan håndtere, derfor har valgt at trække stikket.

Forsinkelserne

Det er opstået forsinkelser af forskellige årsager, dels kom der corona, men der har også være modstand fra forskellig side, hvor for eksempel tidligere amtsborgmester Knud Andersen aktivt har forsøgt at få byggeriet stoppet. Har det spillet ind i det, der nu sker?

– Det er nok ingen hemmelighed, at byggepriserne ikke er faldt over årene. De har fået et nøk opad, og der er et enormt pres på byggeriet for tiden, men i forhold til projekteringen har vi været i stand til at håndtere det ved at tilpasse byggeriet og eksempelvis skære en hel etage fra.

Kan du sige, hvad de aktører, som har bidraget til at forsinke byggeriet, har betydet? Altså, var I gået i gang for eksempelvis fire år siden, var det måske lykkedes?

– Vi ville meget gerne været gået i gang for flere år siden, men om det havde forholdt sig anderledes i forhold til prisen – hvilket det måske nok havde – er jo det rene gætværk, hvilket ikke giver megen mening. Men forsinkelserne har da givet et pres undervejs.

Er det her første gang, I har fået et reelt bud?

– Vi har fået prisindikationer undervejs, som vi har kunnet håndtere, og som vi har reageret på med ændringer, men vi har fået én reel pris, og den ligger altså eksorbitant over det beløb, vi har tilrådighed. Og jeg synes ikke, det giver mening at pege fingre ad nogen, for alle har gjort deres bedste i den her proces. Både rådgivere og de bydende. Ingen har været interesseret i, at det her ikke skulle blive til noget.

Det er der jo faktisk nogle, der har været?

– Jaja, men ikke blandt dem, der har været involverede i realiseringen af projektet, siger formanden.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT