Tirsdag aften ved 22-tiden blev politiet og brandvæsnet kaldt til Danish Crown-slagteriet på Haslevej i Rønne. Meldingen lød i første omgang på et ammoniakudslip, og politiet fortæller, at der var sket et mindre udslip.
I den forbindelse spærrede Bornholms Politi Haslevej fra Nordre Ringvej til Nordre Kystvej. Omkring klokken 23 var udslippet håndteret, og vejspærringen blev ophævet.
En af de ansatte fra slagteriet blev tilset af ambulancereddere og tog efterfølgende til kontrol på Bornholms Hospital. Der var ingen fare for omkringboende, fortæller politiet.