To unge mænd fængslet for grov vold: Var bange for at ende i et køleskab

To unge mænd fængslet for grov vold: Var bange for at ende i et køleskab
Det var foran Krystal-Bodega, den voldelige episode udspillede sig natten til lørdag. Nu er to unge mænd varetægtsfængslet. Arkivfoto: Allan Rieck
KRIMI | Lørdag 29. juni 2024 • 17:41
Henrik Nielsen
Journalist
KRIMI | Lørdag 29. juni 2024 • 17:41

En 20-årig og en 17-årig er fængslet frem til den 12. juli efter en voldsepisode natten til lørdag.

Lørdag eftermiddag blev to unge mænd varetægtsfængslet i 13 dage. Det skete i Retten på Bornholm, hvor de to blev fremstillet i separate grundlovsforhør efter en voldsepisode foran Krystal Bodega i Rønne natten til lørdag. En 20-årig mand tog fængslingen til efterretning, hvorimod hans 17-årige kammerat kærede kendelsen.

Begge unge mænd var sigtet efter straffelovens paragraf 245 om legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter. Derudover var de begge tidligere straffet for vold.

Voldsepisoden udspillede sig i Krystalgade kort før klokken 04 lørdag, hvor en gruppe mennesker stod og talte foran Krystal Bodega. De to unge mænd kom gående fra Store Torv, og den 17-årige tog fat i en af mændene i gruppen, væltede ham omkuld og sparkede ham. En anden mand fra gruppen greb derefter fat i den 17-årige, og de væltede begge om på gaden. Mens de lå ned, kom den 20-årige til bagfra og tildelte den anden mand fra gruppen et spark eller et skub med foden. I mellemtiden rejste den 17-årige sig op, sparkede den anden mand og gik derfra sammen med den 20-årige. Manden på jorden mistede bevidstheden og blev senere kørt til akutmodtagelsen, hvor man konstaterede buler i hovedet og hudafskrabninger.

Sådan beskrev anklagerfuldmægtig Maria Nielsen forløbet baseret på efterforskningen, og sådan så det også ud til at udspille sig på den videoovervågning, hun afspillede i retten.

Ven var bange

Det første af lørdagens to grundlovsforhør begyndte kort efter klokken 12.30 og handlede om den 20-årige, som ikke ønskede at svare på nogen spørgsmål. Han bekræftede dog, at han var blevet anholdt omkring klokken 04.34. Der var udsendt et signalement på de to unge mænd, og en af politiets patruljer så en, der svarede til det ene signalement i Circle K i Almindings Runddel. Det viste sig at være den 17-årige. Da han kom ud af butikken, prøvede han og den 20-årige at køre derfra i en taxi, men de blev anholdt.

I sin forklaring på politigården havde den 20-årige antydet, at der var sket noget på Krystal-Bodega tidligere, som havde betydning for det, der udspillede sig kort før klokken 04. Mere sagde han ikke, og han ville som nævnt ikke svare på yderligere spørgsmål.

Da det blev den 17-åriges tur kort efter klokken 14, forklarede han, at han havde talt med en af sine venner på bodegaen. Vennen var bange for, at nogen var efter ham. Denne ven stod i gruppen ude foran Krystal-Bodega, og da den 17-årige efter sigende hørte nogen sige noget om at slås, troede han, at det kunne hænge sammen med det, vennen havde fortalt tidligere. Derfor gik han i retning af gruppen. Da han nærmede sig, stillede en mand i gruppen ifølge den 17-årige en sixpack øl fra sig og begyndte at gå henimod vennen på en truende facon. Derfor valgte den 17-årige at tage fat i manden og lægge ham med. Da manden prøvede at rejse sig op, sparkede den 17-årige ham i siden for at få ham til at blive liggende. Den del af forløbet erkendte den 17-årige i retten.

Frygtede for sit liv

I forhold til resten af forløbet havde den 17-årige en anden udlægning end anklagemyndigheden. Han fortalte, at han efter sparket var holdt op med at gøre noget, fordi hans ven havde sagt, at manden på jorden var hans onkel. Pludselig kom en anden mand og tog fat i den 17-årige bagfra og væltede ham om på jorden. Ifølge den 17-årige havde manden en knust flaske i hånden, og den 17-årige frygtede derfor for sit liv. På politigården havde han fortalt, at han var bange for at ende i et køleskab i et lighus.

Da de begge væltede omkuld, skyndte den 17-årige sig på benene, og han sparkede den anden mand hårdt i selvforsvar, forklarede han. Hvor anklagemyndigheden mener, at manden blev sparket i hovedet, er det den 17-åriges overbevisning, at sparket var i ryggen. Om den 20-årige i mellemtiden havde sparket den anden mand, ved den 17-årige ikke, lød det.

Under de to grundlovsforhør kom det frem, at den 20-årige har tre tidligere fængselsdomme på tilsammen tre år, fire måneder og 40 dage for henholdsvis vold, røveri og vold mod tjenestemand i funktion. Den 17-årige har en tidligere dom på 40 dage for røveriforsøg. Først var dommen betinget, men da han ikke levede op til retningslinjerne i dommen, besluttede Retten på Bornholm i foråret, at han skal afsone dommen. Den 17-årige var ikke til stede i retten nogen af gangene. Han forklarede, at det er, fordi han bor i udlandet med sin forlovede, og at det er meget dyrt at rejse hjem til Danmark. De to har efterfølgende fået et barn sammen, og han fortalte, at han er hjemme i Danmark for at få styr på sit mellemværende med myndighederne, så han kan flytte permanent til udlandet, men stadig komme hjem på besøg uden at risikere at skulle i fængsel. Den 17-årige forklarede desuden, at han familie er økonomisk afhængig af ham, og at han ikke ville være i stand til at forsørge dem, hvis han blev varetægtsfængslet.

Telefon beslaglagt

Dommerfuldmægtig Michael Lodberg besluttede, at både den 20-årige og den 17-årige skal varetægtsfængsles indtil den 12. juli. Det giver politiet tid til at efterforske sagen, og samtidig mener han, at der er risiko for, at de to prøver at påvirke efterforskningen, eller at de begår lignende kriminalitet. Den 20-årige tog fængslingen til efterretning, hvorimod den 17-årige kærede den via forsvarer Rikke Solberg Bruun.

Anklagemyndigheden havde lagt op til, at den 17-årige på grund af sin unge alder skulle varetægtsfængsles i surrogat. Det vil sige, at han kunne blive anbragt på en institution eller i eget hjem. Det ønskede han dog ikke. Han ville helst sidde i arresten i Rønne, fortalte han.

Michael Lodberg tog også stilling til, om politiet måtte beslaglægge og ransage den 17-åriges telefon. Det ønskede den 17-årige ikke, men det fik politiet lov til. Også den kendelse blev kæret af forsvareren.

FÅ ABONNEMENT