Der er ekstra grund til at holde øje med speedometeret på vejen gennem Skåne fra eller til færgen. Politiet har nemlig fået nye biler, der bruger radar til at lave fartmålinger.
Radarsystemet gør det muligt at måle hele vejen rundt om politibilen, og det kan måle omkringliggende bilers fart 18 gange i sekundet.
– De måler alt omkring os. Biler, vi kører bag, men også biler, vi møder eller kører ved siden af. Hvis vi møder en bil, der kører for hurtigt, kan vi vende om og stoppe bilen, siger politiinspektør Dennis Nilsson til avisen.
Det nye radarsystem gør det ikke muligt for politiet at udskrive bøder automatisk. Det skal stadig stoppe bilen, hvor radarmålingen så kan fungere som bevis.
Ifølge Dennis Nilsson er der flere fordele ved det nye system. For det første vil politiet opdage flere fartsyndere, og for det andet behøver politifolkene ikke at stå med måleudstyr ude i trafikken, hvilket kan være farligt.