Så mange er gået på grund på Bornholms vestkyst

Så mange er gået på grund på Bornholms vestkyst
Beaumaiden gik på grund ud for Sorthat-Muleby i oktober 2021. Foto: Jacob Jepsen
NYHED | ABONNENT | 26. JAN 2023 • 05:30
NYHED | ABONNENT
26. JAN 2023 • 05:30
Tommy Kaas
Digital chef

Promillen til søs hedder 0,0, påpeger formanden for Metal Maritime og CO Søfart.

25 skibe er stødt på grund på strækningen mellem Hvideodde ud for det nordlige Rønne og til Levka syd for Hasle siden 1986 og frem til 2019.

Det har lokalhistoriker Kurt Marker fortalt til Tidende i forbindelse med omtalen af Beaumaidens grundstødning. Skibet gik på grund ud for Sorthat-Muleby i oktober 2021.

De fleste skibe, der er stødt på grund, har været mindre sejlskibe, som overvejende har været tyske, fortalte lokalhistorikeren i 2021, men også tre større fragtskibe er – inden Beaumaiden – stødt på grund ud for det vestlige Bornholm. Her har spiritus været årsagen til grundstødningerne.

Det værste eksempel var det 95 meter lange russiske fragtskib MCL Trader, der gik på grund på Hvideodde Rev den 17. maj 2008. Her sejlede kaptajnen med en promille på 2,38.

Hvis man som bilist har mere end 2,0 i promille i dag, ryger man til sammenligning i den nye kategori for vanvidskørsel.

Anklagefuldmægtig Mads Larsen fra Bornholms Anklagemyndighed fortalte onsdag til Tidende, at kaptajnen på Beaumaiden var tiltalt for tre forhold, som drejede sig om "grov forsømmelse af sine pligter på skibet, og at han havde tilsidesat godt sømandsskab, om spiritussejlads idet blodprøverne viste en promille på 1,55 og at han havde overtrådt vagtbekendtgørelsen ved ikke at sikre, at der var en person på vagt, da han selv forlod broen".

Ole Philipsen, som er formand for Metal Maritime og CO Søfart, kunne fortælle, at man ikke oplever spritsejlads af den her karat særlig ofte. Han understreger, at enhver promille til søs er uanstændig, og ikke hører nogen steder hjemme.

– Det er totalt uforsvarligt at sejle med så høj en promille. Promillen til søs hedder 0,0, siger Ole Philipsen om den hollandske Beaumaiden-kaptajns promille på 1,5.