Meldte sin egen søn til politiet: 'Jeg er bange for, han skal dø'

Sarah Thun Kristensen

Journalist

For en måned siden blev Margit Hansens søn dømt i retten. Hun havde håbet, at sønnen ville få en behandlingsdom, for hun ser et menneske, der har brug for hjælp til at komme ud af et mangeårigt stofmisbrug, der er startet i kølvandet på et traume i sønnens liv.

Det er en måned siden, Margit Hansens søn blev dømt for hele 27 forskellige kriminelle forhold herunder bedrageri, tyveri, våbenbesiddelse og for at have euforiserende stoffer på sig. Det gav et år og tre måneders ubetinget fængsel.

Når hele registeret remses op, kommer det til at lyde som om, han er seriekriminel og en rigtig skidt fyr, synes hans mor.

– Men det er han ikke. Han skal have sin straf, men det er jo, fordi han er påvirket af alle de her stoffer, som han tager for at bearbejde nogle traumer. Han kan slet ikke huske det, han har lavet, forklarer hun.

Hun har derfor kontaktet Tidende for at få lov til at fortælle sin version af historien om sin søns meget tunge skæbne.

Hendes søn blev som ganske ung misbrugt seksuelt, og det er hendes opfattelse, at det stadig er det, der er hovedårsagen til, at han sidder fast i en negativ spiral.

Det er nemlig ikke første gang, han er endt bag tremmer - men det kommer vi tilbage til.

Var stille og genert

Margit Hansen bor i hus på Balka sammen med sine små hunde.

Umiddelbart ser det hele normalt ud, og der er pænt og rent i hjemmet, som er indrettet med spisebord, sofa og lænestole.

Men Margit Hansens liv er ikke normalt. Hun har angst og problemer med hjertet, og for hende er det den altoverskyggende frygt for den yngste søns liv, der fylder allermest.

Sønnen er hendes yngste af fire - en efternøler, kalder hun ham, for han er født 14 år efter den yngste af hans ældre søskende.

– Han gik hjemme sammen med sin far. Jeg arbejdede i fisken, men senere startede jeg som oldfrue på et hotel.

Hun husker, at den lille efternøler helt fra barnsben havde svært ved at stå op for sig selv. Han var en stille og genert dreng.

– Når jeg tog ham med ind til herremagasinet, så vi kunne købe noget tøj til ham, så stod han også bare og vidste ikke, hvad han skulle sige.

Senere fik han diagnosen ADHD. Det forstår hans mor imidlertid ikke, for hun synes aldrig, at han var været uregerlig eller svær at styre.

– Men det kan måske se ud på forskellige måder, og han fik noget medicin som hjalp ham, fortæller hun.

Bag en lukket dør

I kommunens papirer står der, at hendes søn har haft et stofmisbrug, siden han var 13 år. Det opdager hans forældre dog først, da de en dag skal hente ham inde i byen.

– Min mand skulle hente ham, og så kunne han se, at han var helt skæv. Og så spurgte vi ham, hvordan han kunne gøre det imod os.

Hun husker, hvordan sønnen ikke ville fortælle det foran hende, men i stedet bag en lukket dør fortalte sin far, at han var blevet misbrugt seksuelt af en, han kendte, og at han har haft brug for at tage nogle stoffer for at flygte fra det.

Herefter starter et forløb, hvor han får et antal psykologtimer bevilliget, så han kan få bearbejdet de svære følelser.

Det var dengang, hendes søn gik i 10. klasse, og hun hørte efterfølgende om, at han var blevet tilbudt stoffer ved Vibegård.

– Jeg blev stiktosset, og så ringede jeg derop og spurgte, om det virkelig kan passe, at børn skal lokkes til at tage stoffer, når de går i 10. klasse.

– Men han gennemførte jo heller ikke det klassetrin.

Forløbet hos psykologen hjælper dog ikke det store. I stedet accelererer misbruget, og sønnen ses mere og mere med sine tvivlsomme bekendtskaber.

– Jeg tror, det var, da han var 16 år, hvor vi har et møde med en sagsbehandler på Nexø Kommune. Der ser jeg ham første gang, hvor han er rigtig, rigtig skæv.

Hun fortæller både sin søn og sagsbehandleren, at hun er meget bekymret.

– Jeg er bange for, at han skal dø af det, fortæller hun.

Meldt til politiet

Siden da har Margit Hansen løbende været i kontakt med kommunen.

For ni år siden døde hendes mand og hendes børns far efter et hårdt sygdomsforløb, der var svært for hele familien.

Også det er et hårdt slag - både for hende selv og for hendes stadig unge søn, som på det tidspunkt er blevet en del af et hårdt miljø i Nexø. I en lang periode bor han hos hende, hos sine søskende og rundt omkring i byen.

Han prøver at tage uddannelser og at få arbejde, men der er ikke rigtig noget, der virker for ham.

For to år siden eskalerer tingene, og her indser hun, hvor langt ude hendes søn er, og hvor lidt de forskellige tiltag, der bliver sat i gang, faktisk hjælper ham.

– Jeg havde længe sparet penge sammen til at holde min 70 års fødselsdag.

– Det var blevet til 45.000 kroner, som jeg havde liggende i kontanter, men en dag opdager jeg, at næsten alle pengene er væk - og så bliver jeg tosset, fortæller hun.

Hun husker, hvordan hun flåede døren op til det værelse i sit hus, hvor hun vidste, at sønnen var.

– Så råbte jeg bare: 'hvor helvede er mine penge'. Jeg kunne næsten have slået ham ihjel, tror jeg.

Margits øjne bliver blanke, når hun tænker på sin søn, som hun på daværende tidspunkt smed ud af huset og meldte til politiet i ren afmagt.

– Mine børn sagde til mig, at jeg ikke skulle trække anmeldelsen tilbage, for der blev nødt til at ske noget, og han skulle mærke, at det er ikke sådan noget, man gør - heller ikke selvom man har en stor narkogæld, fortæller hun.

– Jeg havde det meget svært i starten, men jeg fik også lidt ro, for på det her tidspunkt var jeg hele tiden bange for, at politiet skulle ringe på døren og fortælle, at min søn var død af en overdosis.

Er stadig min søn

Da sønnen i januar vender tilbage til Bornholm efter syv måneder i Vestre Fængsel går det imidlertid hurtigt nedad bakke igen.

– Han tager overdosis tre gange indenfor 10 dage, og så ligger han på den lukkede, men så skal de bruge den til noget andet, og så kommer han på den åbne, og da han så bliver udskrevet, har han ikke noget sted at bo.

Belært af skade får han ikke lov til at flytte ind hos sin mor, men fordi han ikke kan finde andre steder at bo, får han råderet over et lille anneks i haven - dog kun på den betingelse, at han ikke begynder at tage stoffer igen.

– Jeg kan låse min køkkendør, og så kan han stadig komme ind på toilettet, når han vil, men jeg har brug for at kunne låse min dør, så han ikke kan komme ind og rode i mine ting.

Har hun ikke hørt eller set sønnen i et par dage eller tre, så begynder frygten imidlertid at melde sig igen.

– Så tænker jeg jo, at han har taget et eller andet. At nu er det slut.

Hun mener, at det er miljøet i Nexø, der ikke er godt for hendes søn, og hun vil gerne tro, at han har en chance for at komme ud af sit misbrug, hvis han kommer væk fra sin omgangskreds og sin barndomsø.

– Selvom han har lavet så meget lort i den, så er han jo stadig min søn, fortæller hun.

Har prøvet alt

Familien har været i løbende kontakt med kommunen, politiet, hospitalet og alle, der på nogen måde kan tænkes at kunne hjælpe, men lige lidt har det hjulpet.

Mens han overfor sagsbehandlerne i kommunen har givet udtryk for, at han gerne vil ud af miljøet og af sit misbrug, har han svært ved selv at tage beslutningen om at flytte væk fra øen.

– Han har også sagt, at han ikke vil væk fra øen, men det kan ikke lade sig gøre at komme ud af misbruget, så længe han er her, fortæller hun.

De gange, hvor kommunen har forsøgt at hjælpe hendes søn, har det eksempelvis været med aftaler på misbrugscenteret, med mentorhjælp og med nogle indsprøjtninger, der skal sikre, at han får taget sin medicin.

– Men han har svært ved at overholde sine aftaler, fordi han er påvirket, fortæller hun opgivende.

– Det har ikke hjulpet en dyt.

Hun har svært ved at se, hvordan hun selv kan hjælpe sin søn mere. Hun vasker hans tøj, og af og til vover hun sig ud i annekset og rydder op.

– Jeg siger til ham, at jeg ikke kan blive ved med at holde til det. Han skal stoppe med alt det, han laver. Når mine angstanfald rammer, så føles det, som om jeg er døden nær, fortæller hun.

Hun bliver bakket op af sine tre øvrige børn, som også ser frustrerede til, mens deres lillebror kommer længere og længere ud.

Særligt datteren Malina Hansen fortæller, at hun har lagt mange timer i at kommunikere med alle mulige forskellige instanser, fordi både hendes mor og lillebror har haft svært ved at overskue det. Hun understreger dog, at uanset hvor langt ud hendes lillebror kommer, så vil hun altid være der for ham. Det er også det ønske, Margit Hansen har, selvom det til tider er svært.

– Vi har prøvet alt, men jeg ved ikke, hvad det er der sker, når han møder de kammerater. De stjæler med arme og ben for at få penge til stoffer.

En dag dør han

Da sønnen derfor igen bliver anholdt og også dømt for det omfattende anklageskrift, havde hun håbet, at det ville udløse en behandlingsdom, der kunne få ham væk fra øen og ind i noget effektiv misbrugsbehandling langt væk fra sit netværk. Men i stedet får han altså igen en helt almindelig fængselsdom - denne gang på et år og tre måneder.

– Hvis de bare lukker ham ud igen om et år og tre måneder, og han ikke får noget behandling, så bliver det det samme igen, og en dag dør han altså.

Hendes søn har fået tilkendt førtidspension. Den får han selvfølgelig ikke, mens han afsoner, men for Margit Hansen ligner det, at man har givet op på hendes søn. Han kommer aldrig til at kunne varetage et arbejde, for hans hjerne kommer sig aldrig helt efter de mange års stofmisbrug og de tæv, der hører med, når man ikke får betalt regningerne til tiden. Efter den seneste dom føler hun, at han er blevet parkeret i en kasse med hårdkogte forbrydere.

Men hun mener, at forbrydelserne er et råb om hjælp. Derfor har sønnen også anket dommen med håbet om at få en behandlingsdom, der kan blive til en ny start eller i hvert fald en hjælpende hånd.

– De skal vide, hvorfor han er narkoman. Det er jo, fordi han ikke har fået noget hjælp, da han kommer ud med, at han er blevet misbrugt, mener hun.

For hende fylder usikkerheden alt. Hun tænker på det hele tiden, og hun er ikke længere sikker på, at der er håb for hendes søn.

– Jeg håber det. Men jeg tvivler snart. For det er så mange år nu.

Falder mellem stolene

Hos Bornholms Politi bekræfter vicepolitiinspektør Hans Henrik Dam, at det er en vanskelig problemstilling.

Han kan ikke kommentere på den konkrete sag, men han fortæller, at misbrugere generelt falder ned mellem to-tre forskellige myndigheder.

– De falder ikke rigtig inden for politiets rammer, for vi kan jo ikke have folk liggende i detentionen i flere uger. Psykiatrien kan ikke altid hjælpe, hvis de ikke er decideret psykisk syge, og selvom kommunen har mange muligheder, så kan det også her være vanskeligt at håndtere den enkelte misbruger, så vi prøver at arbejde sammen og se hvad vi samlet kan stille op, fortæller han.

Han mener, at en af de udfordringer, der kan være på Bornholm er, at der ikke er særlig mange tilbud til misbrugere.

– I København er der rigtig mange forskellige muligheder for at placere folk i misbrug. Steder, der er mere omsorgsrettede, så man ikke bliver overladt til sig selv. Men de muligheder har vi ikke her på Bornholm, så man kan godt føle sig lidt ildestedt.

Til gengæld mener han, at det er sværere at gemme sig for kommunen og politiet på Bornholm.

Svært at starte forfra

Han anerkender, at det er vanskeligt at komme ud af sit misbrug, når man efter en afsoning bliver lukket ud til det samme netværk.

– Vi kan se, at folk ofte hænger fast i det her misbrugsmiljø, fordi det er det nemmeste. Det er svært at komme ud og få en ny vennekreds, et arbejde og at starte forfra, når man har siddet inde og afsonet sin straf, forklarer han.

– Man har i hvert fald brug for hjælp til at komme videre. Det er helt sikkert.

Han medgiver, at det for mange kan være løsningen at flytte og starte forfra et andet sted.

– Så river man sig ud af den vennekreds man havde, som måske har ført noget dårligt med sig.

Det kræver imidlertid ressourcer at starte forfra et nyt sted, og han mener også, at det kræver noget hjælp fra myndighederne til at skubbe folk videre.

Han fortæller desuden, at man hos politiet er opmærksomme på, at der sker salg af stoffer omkring ungdomsuddannelserne, og det er en problemstilling, der er fokus på i politiets efterforskning.