Planen var, at det var partiets formand, Kristian Thuelsen Dahl, der skulle tilbringe sin mandag på Bornholm for at støtte DF Bornholms kandidater til kommunalvalget.
– Men han er desværre blevet forhindret. I stedet glæder vi os over, at Morten Messerschmidt med meget kort varsel har sagt ja til at besøge os i morgen, oplyser Linda Kofoed Persson fra DF Bornholm søndag aften.
Det bliver altså partiets næstformand, der afløser formanden.
– Vi skal tilbringe nogle timer sammen med de gode folk fra Destination Bornholm, der skal orientere om udfordringer for turisterhvervet. Vi skal besøge Hjorths Fabrik, hvor Jacob Bjerring-Hansen tager imod. Og fra kl 15.30-17 indtager vi Store Torv i Rønne med kaffe og hindbærsnitter for at få en snak med vælgerne, fortæller Linda Kofoed Persson.