Zelenskyj roser Ukraines evne til at ramme mål 1800 kilometer væk

28. JUL 2024 • 23:22UDLAND

Kilde meldte lørdag om angreb på russisk base langt nordpå. Nu roser Zelenskyj Ukraines "langdistanceformåen".

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, synes søndag i sin aftentale at bekræfte oplysninger om et ukrainsk angreb mod flybasen Olenja i det nordlige Rusland.

Ved angrebet blev et russisk bombefly af typen Tu-22M3 ifølge en sikkerhedskilde lørdag beskadiget. Kilden meldte, at der ved angrebet var blevet brugt droner.

Det skrev nyhedsbureauet Reuters.

Basen ligger kun omkring 200 kilometer fra den norske grænse og 150 kilometer fra Finland.

Men den er omkring 1800 kilometer fra Ukraine.

- Jeg ønsker i dag at anerkende vores krigere, som er med til at sikre Ukraines langdistanceformåen, siger den ukrainske præsident uden specifikt at nævne angrebet.

Herefter tilføjer han:

- Præcision på næsten 1800 kilometers afstand fra vores grænse. I sandhed betydningsfuldt! Tak for det.

Angrebet er ikke fra nogen side blevet bekræftet officielt, skriver det svenske nyhedsbureau TT. Rusland har heller ikke udtalt sig om det.

Finlands præsident, Alexander Stubb, sagde blot, at han havde været i kontakt med Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, om angrebet.

Kristersson meddelte via sin presseafdeling til TT, at han "deler Finlands præsidents grundlæggende budskab om, at der ikke er grund til bekymring".

- Vi har krig i vores nærområde, og vi følger udviklingen meget nøje, udtaler han.

Ukraine har ifølge Reuters haft omfattende brug af langdistancedroner, som nærmest er de eneste våben, der kan ramme militærfaciliteter langt ind i Rusland.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT