Finsk forsvarsminister vil ikke lade sig ryste af droner
Finland har valgt en rolig tilgang efter observationer af droner i nordiske lande, siger forsvarsminister.
Finland vil ikke lade sig intimidere af forsøg på at destabilisere Europa med droner.Det siger den finske forsvarsminister, Antti Häkkänen, tirsdag efter den seneste tids observationer af droner i Danmark og Norge.
- Der er ikke nogen droner, der kan ryste os. De har til formål at forårsage forvirring, frygt og uro i samfundet, siger ministeren.
Han tilføjer, at man i Finland har valgt en "meget rolig tilgang".
Antti Häkkänen har tirsdag besøg af sin svenske modpart, Pål Jonson, til Hanating, som er et årligt finsk-svensk arrangement, hvor der diskuteres forsvar og sikkerhed.
Denne gang afholdes mødet på et tidspunkt, hvor droner står højt på den europæiske sikkerhedsdagsorden.
Finland deler en over 1000 kilometer lang grænse med Rusland, som Polen og Estland har anklaget for krænkelser af deres luftrum med droner og kampfly.
Og så er der altså også de nylige observationer af droner i dansk luftrum, hvor myndighederne endnu ikke har kunnet sige, hvem der står bag.
Antti Häkkänen siger, at der ikke er direkte beviser på, at Rusland står bag. Men han tilføjer, at Rusland gør brug af forskellige hybridmetoder.
- Vi er forberedt på det faktum, at Rusland har et vist ønske om at forstyrre Vesten med sådan nogle droner, siger han.
Som følge af den seneste tids luftrumskrænkelser har forsvarsalliancen Nato skruet op for overvågningen i Østersøen. Samtidig har EU meddelt, at der er planer om en såkaldt dronemur.
Også den svenske forsvarsminister har tirsdag udtalt sig om sikkerhedssituationen i Europa, som han kalder alvorlig.
- Vi ser et mønster, hvor Rusland tager større politiske og militære risici, siger Pål Jonson.
Både Sverige og Finland er blevet medlemmer af Nato efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022.
Ligesom i Danmark har regeringerne i Sverige og Finland skruet markant op for investeringerne i forsvar og beredskab i de seneste par år.
/ritzau/AFP