WHO vedtager global pandemiaftale efter tre års forhandlinger
Vedtagelse af aftale kaldes en "sejr", men der mangler fortsat vigtige forhandlinger om særligt system.
Verdenssundhedsorganisationen, WHO, som er samlet i Genève i Schweiz, har tirsdag vedtaget en global pandemiaftale.Aftalen handler om, hvordan verden skal forberede sig på fremtidige pandemier.
Den kommer som reaktion på covid-19-pandemien, der førte til millioner af dødsfald i årene mellem 2020 og 2022.
- Jeg ser ingen indvendinger. Resolutionen er vedtaget, lød det ifølge nyhedsbureauet AFP fra Filippinernes sundhedsminister, Ted Herbosa, der var formand for samlingen.
Tirsdagens vedtagelse, som kommer efter tre års forhandlinger, er blevet modtaget med klapsalver af WHO-landene i Genève.
Aftalen er juridisk bindende. Den skal øge samarbejdet om den fremtidige pandemirespons.
Samlingen, der varer frem til slutningen af maj, finder sted i skyggen af den kommende amerikanske udtræden af FN-organet.
USA, som er den største økonomiske bidragyder til WHO, forlod forhandlingerne i år, efter at præsident Donald Trump meddelte, at USA melder sig ud af WHO - en 12 måneder lang proces.
WHO's generaldirektør, Tedros Adhanom Ghebreyesus, kalder tirsdagens aftale en "sejr for offentlig sundhed, videnskab og multilateral handling".
- Den vil sikre, at vi i fællesskab bedre kan beskytte verden mod fremtidige pandemiske trusler, siger Ghebreyesus.
124 lande stemte for, ingen stemte imod, og 11 lande afstod fra at stemme, heriblandt Polen, Israel, Italien, Rusland, Slovakiet og Iran.
Analytikere og diplomater ser vedtagelsen som en sejr for globalt samarbejde, på et tidspunkt hvor mange organisationer kæmper med et markant fald i det amerikanske bidrag.
Selve aftaleteksten blev færdiggjort sidste måned.
Frem til maj 2026 skal landene nu blive enige om detaljerne i patogendelingssystemet PABS, som er en afgørende del af aftalen.
Via systemet skal landene stille data om patogener til rådighed for hinanden.
Imens er planen, at der også skal komme en mere lige fordeling af vacciner og andre sundhedsprodukter, som kommer ud af delingen af disse data.
Et patogen betyder, at noget er sygdomsfremkaldende.
/ritzau/Reuters