Dansker sikrer bronze ved EM i mountainbike

27. JUL 2025 • 21:45SPORT

Danske Simon Andreassen blev søndag nummer tre ved EM i mountainbike, som Tom Pidcock vandt.

Det blev til en dansk medalje, da mændene søndag kørte EM i mountainbike i Portugal i den olympiske disciplin XCO.

Simon Andreassen spurtede sig til en bronzemedalje, da han i kampen om tredjepladsen slog schweiziske Filippo Colombo.

Løbet blev vundet af britiske Tom Pidcock, der vandt suverænt med 37 sekunder ned til landsmanden Charlie Aldridge. Andreassen kom i mål 1 minut og 15 sekunder efter den britiske vinder.

Danskeren har i 2025 været hæmmet af en hjernerystelse, og forventningerne var derfor ikke lige så store som i fjor, hvor Andreassen vandt guld i den lynhurtige disciplin short track og sølv i XCO.

Danmark var repræsenteret med tre deltagere i løbet søndag. Tobias Lillelund kom over målstregen 2 minutter og 26 sekunder efter Pidcock på en 11.-plads, mens Sebastian Fini Carstensen blev nummer 17 - små fire minutter efter Pidcock.

Sebastian Fini var ellers inden løbet bedste danske bud på et topresultat, efter han i 2025 har leveret flere gode World Cup-præstationer.

Tidligere har han også vundet medalje ved EM, hvor det i 2021 og 2022 blev til sølv, men i år var han altså langt fra en topplacering.

I kvindernes XCO-løb var det svenske Jenny Rissveds, der løb med guldet, mens Sofie Heby Pedersen som eneste dansker tog en sjetteplads. Hun kom i mål 4 minutter og 27 sekunder efter den svenske vinder.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT