Von der Leyen før topmøde: EU-landene fordobler deres forsvarsudgifter

UDLAND7. JUL 2026 • 11:38

Før møde med USA's præsident, Donald Trump, fastslår von der Leyen, at Europa er fuldt i gang med oprustning.

Europa er trådt ind i en "ny æra for den europæiske sikkerhed".

Det skriver EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, på det sociale medie X.

- EU-medlemsstaterne opruster for at forsvare Europa og samtidig styrke alliancen. De fordobler deres forsvarsudgifter.

- Europa puster nyt liv i sin forsvarsindustri og skaber gode arbejdspladser i Europa, skriver von der Leyen på X.

Udmeldingen kommer forud for Nato-topmødet i Ankara. Her deltager von der Leyen sammen med Natos generalsekretær, Mark Rutte, og Nato-landenes stats- og regeringschefer.

Dermed kommer von der Leyen også til at møde USA's præsident, Donald Trump, der har kritiseret store EU-lande som Spanien for ikke at gøre nok for at betale for eget forsvar.

Med udmeldingen lægger von der Leyen op til at forsvare Europas indsats på linje med Nato-generalsekretær Mark Rutte.

Han har op til topmødet fastslået, at de europæiske Nato-lande og Canada nu samlet bruger fire procent af deres bruttonationalprodukt (bnp) på forsvar.

- Efter års underinvestering er Europa og Canada på vej til at ligestille investeringerne i forsvar med USA, sagde Mark Rutte på et pressemøde mandag.

Efter pres fra Trump sagde de europæiske Nato-lande på sidste års topmøde i Haag ja til at øge forsvarsudgifterne til fem procent af bnp inden 2035.

Det er lidt over det dobbelte af, hvad de europæiske Nato-lande og Canada brugte i 2025.

Siden har Nato-landene dog ifølge Rutte øget deres forsvarsudgifter med 139 milliarder dollar.

Det er ifølge Rutte tegn på, at Nato-landene bestræber sig på at nå målet om at bruge fem procent inden 2035.

Beløbet svarer til omkring 900 milliarder kroner.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT