Krig og uro driver verdens samlede militærudgifter op

28. APR 2025 • 01:28UDLAND

De samlede militære udgifter på verdensplan steg i 2024 med 9,4 procent, viser opgørelse.

Verdens samlede militære udgifter voksede i 2024 med 9,4 procent til samlet 2720 milliarder dollar - svarende til 17.762 milliarder kroner.

Det viser en opgørelse fra Stockholms Internationale Fredsforskningsinstitut (Sipri), skriver Reuters.

Det fremgår af opgørelsen, at især lande i Europa og Mellemøsten har øget forbruget markant på grund af krig, konflikter og uro.

- Mere end 100 lande på verdensplan øgede i 2024 deres militærforbrug, skriver Sipri i rapporten.

- Efterhånden som regeringer i højere grad prioriterer militær sikkerhed, så sker det ofte på bekostning af andre områder. De økonomiske og sociale ændringer kan have en betydelig effekt på samfundene i mange år frem, lyder det videre.

Danmark øgede sidste år de militære udgifter med 20 procent til samlet 10 milliarder dollar - svarende til 66 milliarder kroner - fremgår det af rapporten. Det svarer til 0,3 procent af verdens samlede militærudgifter.

Ruslands krig i Ukraine har været med til at drive udviklingen, fremgår det af rapporten.

Sipri skriver, at Ukraine i 2024 brugte samtlige skatteindtægter på landets militær. Sidste år steg udgifterne med 2,9 procent, så de lød på 64,7 milliarder dollar - svarende til 425 milliarder kroner.

- Med så stramt et økonomisk råderum vil det være svært for Ukraine fortsat at øge militærforbruget, skriver Sipri.

Rusland har mere end fordoblet landets militærudgifter i forhold til 2015, skriver Sipri. I 2024 brugte præsident Vladimir Putin 149 milliarder dollar - svarende til 949 milliarder kroner - på sit militær. Det svarede til 19 procent af det offentlige forbrug.

USA er fortsat det land i verden, der bruger langt de fleste penge på militær.

Sidste år tegnede USA sig for 37 procent af de samlede militærudgifter på verdensplan, da der blev brugt 997 milliarder dollar - svarende til 6554 milliarder kroner. Det var en stigning på 5,7 procent.

De amerikanske militærudgifter udgjorde 66 procent af de samlede udgifter i Nato-alliancen.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT