Venezuelas oppositionskandidat trodser indkaldelse til højesteret
Venezuelas Edmundo Gonzalez Urrutia mødte onsdag ikke op for retten i Caracas i sag om omstridt valgresultat.
Venezuelas oppositionskandidat Edmundo Gonzalez Urrutia, som hævder at være den retmæssige vinder af landets præsidentvalg, har onsdag modsat sig en indkaldelse til højesteret om det omdiskuterede valgresultat.Onsdag morgen lokal tid skulle den 74-årige politiker være mødt op i retten i hovedstaden Caracas - men han udeblev. Forinden havde han sagt, at han var i tvivl om, hvor uvildigt sagen ville blive ført.
Landets valgmyndighed erklærede præsident Nicolas Maduro som vinder af valget, der fandt sted den 28. juli.
Det skete, uden at data fra valget blev offentliggjort.
Det har udløst stor modstand fra oppositionen og demonstrationer på tværs af landet. Mindst 24 personer mistede ifølge menneskerettighedsorganisationer i sidste uge livet i protesterne.
Også af flere andre lande, heriblandt USA og flere sydamerikanske lande, er Maduros erklærede sejr blevet vurderet som utroværdig.
Maduro har tidligere opfordret til, at hans konkurrent Edmundo Gonzalez Urrutia og leder af oppositionen Maria Corina Machado bliver anholdt.
Maduro tog sagen til højesteret for at få sin påståede sejr "bekræftet".
Valgmyndigheden sagde efterfølgende, at den havde overleveret de relevante valgdata til retten.
Både valgmyndigheden og højesteretten betragtes som myndigheder, der i vid udstrækning er loyale over for Maduro og hans regering, skriver AFP.
- Jeg vil sætte ikke kun min frihed men endnu vigtigere hele den vilje, som Venezuelas befolkning gav udtryk for 28. juli, på spil, lød det om stævningen fra Edmundo Gonzalez Urrutia.
Det var derfor ikke en overraskelse, at han ikke dukkede op.
Ifølge oppositionspolitikeren havde Maduro sagt, at "hvis jeg (Gonzalez, red.) ikke dukker op, vil jeg pådrage mig et juridisk ansvar, og hvis jeg dukker op og indleverer dokumenter (fra optællingen af stemmer, red.) vil der også være alvorlige juridiske konsekvenser".
Dommer Caryslia Rodriquez noterede politikerens "manglende overholdelse af stævningen".
Det fremgår endnu ikke, hvad de præcise konsekvenser af dette bliver for Edmundo Gonzalez Urrutia.
/ritzau/AFP