Venezuelansk opposition advarer om ny bølge af udvandring

9. AUG 2024 • 00:45UDLAND

Migranter bliver ved med at strømme ud af Venezuela, hvis Maduro holder fast i magten, advarer oppositionen.

Venezuela, som allerede har mistet mere end syv millioner mennesker til udvandring i det seneste årti, står over for en ny bølge af masseudvandring.

I hvert fald hvis præsident Nicolas Maduro med magt holder fast i præsidentembedet, advarer landets oppositionsleder, Maria Corina Machado, torsdag aften.

- Hvis Maduro vælger at holde fast i embedet med magt, er det eneste, vi kommer til at se, en bølge af udvandring som aldrig før. Tre, fire, fem millioner venezuelanere på meget kort tid, siger hun.

Maduro blev for nylig erklæret genvalgt i et yderst kontroversielt præsidentvalg. Oppositionen mener, at dens kandidat, Edmundo Gonzalez Urrutia, var den sande vinder.

Den tese nyder opbakning i Vesten, og en stor del af det internationale samfund har sagt, at man ikke har tillid til, at Maduro var valgets sande vinder.

Maria Corina Machado er den øverste leder af den venezuelanske opposition og en af de største kritikere af præsident Maduro, som ved valget fik endnu fem år i spidsen for landet.

Hun stillede ikke selv op til valget, fordi hun var blevet udelukket af de venezuelanske myndigheder. Hendes efterfølger, Corina Yoris, blev også udelukket, og valget faldt i sidste ende på Edmundo Gonzalez Urrutia.

Den venezuelanske valgmyndighed har stadig ikke offentliggjort data fra valget. Flere valgstedsmålinger pegede under valget på, at Edmundo Gonzalez Urrutia stod til en sejr med 70 procent af stemmerne.

Valgmyndigheden erklærede i sidste ende, at Maduro havde vundet - med 51 procent af stemmerne.

Det har udløst stor modstand fra oppositionen og demonstrationer på tværs af landet. Mindst 24 personer mistede ifølge menneskerettighedsorganisationer i sidste uge livet i protesterne.

Særligt USA og de omkringliggende lande i Sydamerika har kritiseret Maduro og kaldt hans sejr utroværdig.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT