Knap tre ud af fire har stemt ved valget i Ungarn

12. APR 2026 • 18:47UDLAND

Stemmeprocenten havde klokken 17 passeret deltagelsen ved det seneste valg med 11 procentpoint.

Klokken 17.00 havde 74,23 procent af de 7,53 millioner vælgere stemt ved parlamentsvalget i Ungarn.

Dermed ligger valgdeltagelsen et godt stykke over procenten fra seneste valg i 2022, hvor 62,92 procent havde stemt på samme tidspunkt.

Det oplyser landets valgmyndighed ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Valgstederne åbnede klokken 06.00 og lukker klokken 19.00.

En af dem, der har stemt ved søndagens valg, er 62-årige Eszter Szatmári.

Hun ser på valget som en af de sidste muligheder for at få "noget, der ligner demokrati i Ungarn".

- Vi er alle nødt til at gøre en reel indsats for at vise verden, at vi ikke er dem, folk de seneste fem til ti år har troet, vi er, siger hun til nyhedsbureauet AP.

Landets premierminister, Viktor Orbán fra partiet Fidesz, der har siddet på magten i landet siden 2010, forsøger at blive genvalgt.

Han udfordres af Peter Magyar fra centrum-højre partiet Tisza, der har haft medvind i meningsmålingerne.

Meningsmålinger over de sidste par uger har vist, at Orbáns parti, Fidesz, halter efter Tisza med mellem syv og ni procentpoint.

Tisza står i den seneste måling til mellem 38 og 41 procent af stemmerne.

Både Peter Magyar og Viktor Orbán har afgivet deres stemmer tidligere på dagen.

Det skete for begges vedkommende på valgsteder i hovedstaden, Budapest.

I den forbindelse sagde Peter Magyar, at ungarerne vil skrive historie, når de vælger "mellem øst og vest" i søndagens valg, skrev Reuters.

Han tilføjede, at enhver stemme tæller ved søndagens valg.

Magyar opfordrede desuden borgere til at anmelde alle uregelmæssigheder, de måtte opleve, når de stemmer, og tilføjede, at "valgsvindel er en meget alvorlig forbrydelse".

Mange EU-lande har kritiseret Orbán, der har et tæt forhold til Ruslands præsident, Vladimir Putin, og er tæt allieret med USA's præsident, Donald Trump.

EU-landene mener, at Orbán har stået for en erodering af Ungarns demokratiske styre, mediernes frihed og minoritetsrettigheder.

Trump-administrationen har desuden offentligt støttet Orbán.

Det kulminerede med et besøg fra USA's vicepræsident, J.D. Vance, tidligere på ugen.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT