USA nægter at være involveret i plot om at vælte Venezuelas præsident

15. SEP 2024 • 03:12UDLAND

USA og en række lande i Latinamerika og Europa har nægtet at anerkende Nicolas Maduros sejr ved valget.

Det er helt og aldeles forkert, at USA på nogen måde skulle være involveret i et plot, der handler om at vælte den venezuelanske præsident, Nicolas Maduro.

Det siger en unavngiven talsperson fra det amerikanske udenrigsministerium natten til søndag ifølge Reuters.

Den venezuelanske regering sagde lørdag, at tre amerikanere, to spaniere og en tjekke er blevet tilbageholdt i Venezuela på grund af mistanke om, at de er involveret i et plot, som skal destabilisere landet gennem "voldelige handlinger".

USA's udenrigsministerium bekræfter natten til søndag, at en amerikansk soldat er tilbageholdt i Venezuela.

Derudover lyder det, at USA er klar over, at der er ubekræftede meldinger om, at der skulle være yderligere to tilbageholdte amerikanske statsborgere i landet.

- USA støtter fortsat en demokratisk løsning på den politiske krise i Venezuela, siger talspersonen.

Venezuelas indenrigsminister, Diosdado Cabello, har på en pressekonference sagt, at de to spaniere angiveligt havde forbindelser til Spaniens efterretningstjeneste, og at de planlagde et attentat på en borgmester.

Den anklage holder ikke vand, siger Spaniens regering ifølge spanske medier.

Cabello beskylder videre de tre amerikanske statsborgere og en tjekke for at være involverede i terrorhandlinger - inklusive påståede planer om et attentat på Maduro og andre embedsmænd.

Tilmed siger han, at Venezuela har beslaglagt omkring 400 rifler, der stammer fra USA.

Udmeldingen fra Venezuela vil sandsynligvis forværre landets allerede betydelige spændinger med Spanien og USA efter Venezuelas omstridte præsidentvalg den 28. juli.

Her blev Nicolas Maduro udråbt som valgets vinder af landets valgmyndighed med 51 procent af stemmerne.

Valgdataene er dog aldrig blevet offentliggjort, og oppositionen mener, at oppositionskandidaten Edmundo González Urrutia er den sande vinder.

USA og en række lande i Latinamerika og Europa har tidligere nægtet at anerkende Nicolas Maduros sejr ved valget.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT