USA bomber formodet narkobåd i Stillehavet og dræber to personer

6. FEB 2026 • 04:30UDLAND

Siden september er 128 mennesker blevet dræbt i amerikanske angreb på mistænkte narkosmuglere, lyder det.

USA's militær har dræbt to personer i et angreb på en mistænkt narkobåd i det østlige Stillehav torsdag.

Det skriver U.S. Southern Command, der har ansvaret for USA's militære aktiviteter i Latinamerika og Caribien, på det sociale medie X.

- Efterretninger bekræftede, at fartøjet sejlede langs kendte narkosmuglerruter i det østlige Stillehav og var involveret i narkosmugling, skriver militæret på X.

Det amerikanske militær betegner de to dræbte som narkoterrorister. De dræbtes nationalitet og køn bliver ikke oplyst.

Ingen amerikanske militærfolk er kommet noget til under angrebet, lyder det.

I opslaget deler militæret også en sort-hvid video, der angiveligt viser angrebet. Her kan man se en båd, der bliver ramt på havet og efterfølgende bryder i brand.

USA har siden september sidste år bombet en række påståede narkobåde i Det Caribiske Hav og Stillehavet for at stoppe narkosmugling mod USA. Ifølge nyhedsbureauet AFP har militæret udført flere end 30 forskellige angreb.

Mindst 128 mennesker er blevet dræbt i angrebene, skriver AFP.

De amerikanske myndigheder har ikke fremlagt beviser for, at det er narkosmuglere, der er blevet dræbt i angrebene. Og det har mødt kritik fra blandt andet FN.

Fra flere rettighedsgrupper og menneskerettighedseksperter i FN har det lydt, at angrebene kan være i strid med international lov.

Angrebene på fartøjer i Stillehavet og Det Caribiske Hav er ifølge USA en del af en indsats mod den ulovlige handel med narkotika i regionen.

USA's præsident, Donald Trump, og hans administration har forsøgt at forsvare lovligheden af angrebene.

Det første kendte angreb skete den 3. september i det sydlige Caribien, hvor 11 personer mistede livet.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT