Uroligheder er rykket videre til endnu en by i Nordirland

13. JUN 2025 • 01:54UDLAND

Mandag brød uroligheder ud i Bellymena i Nordirland. Torsdag er urolighederne rykket til byen Portadown.

Uroligheder er for fjerde aften i træk blusset op i Nordirland, hvor demonstranter i de seneste dage er gået på gaden i byen Ballymena.

Torsdag har protesterne spredt sig til byen Portadown.

Et vidne fortæller til nyhedsbureauet Reuters, at demonstranterne har angrebet politibetjente med benzinbomber, sten og fyrværkeri.

Politiet er massivt til stede og er iført skudsikre veste og hjelme. Forud for urolighederne har politiet afspærret flere veje i byen, hvor der bor omkring 30.000 indbyggere.

Demonstranter har efterladt murbrokker i gaderne, ligesom der er blevet sat ild til skraldespande.

Portadown ligger omkring 50 kilometer fra den nordirske hovedstad, Belfast, og omkring 70 kilometer fra Ballymena.

Urolighederne begyndte i Ballymena sent mandag efter en demonstration i byen. Demonstrationen fandt sted i forbindelse med en sag, der skal have fundet sted i byen, og som drejer sig som et seksuelt overgreb.

To teenagedrenge er her blevet sigtet for voldtægtsforsøg mod en teenagepige.

De var mandag for retten, hvor de bad om en rumænsk oversætter, skriver lokale medier. Irsk politi har omtalt urolighederne i Bellymena som racemotiverede.

Også i Ballymena var demonstranter igen torsdag på gaden. Ifølge lokale medier forløb demonstrationerne i byen denne dag uden uroligheder eller sammenstød med politiet.

Paul Frew, der er medlem af byrådet i Ballymena, siger til BBC, at mennesker torsdag samledes på gaden under stort politiopbud, men at demonstrationerne forløb meget roligt.

Han tilføjer, at kraftigt regnvejr så ud til at have holdt mange folk hjemme.

- Forhåbentlig har vi overstået det værste, siger Frew, der er medlem af det nordirske unionistparti DUP.

Ballymena ligger omkring 48 kilometer fra hovedstaden Belfast. Byen har en stor andel af indbyggere, som er migranter.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT