Hel landsby er evakueret efter tornados rasen i Sydfrankrig

UDLAND25. AUG 2026 • 19:20

39 mennesker blev kvæstet i en tornado, der hærgede en fransk landsby. To er i kritisk tilstand.

En tornado, der ramte sent mandag, har skabt omfattende ødelæggelser i den sydvestfranske landsby Pomas.

39 mennesker er blevet kvæstet, og to af dem er i kritisk tilstand.

Imens er omkring 300 huse blevet beskadiget, oplyser myndighederne.

Alle i landsbyen er blevet evakueret, mens det bliver vurderet, om deres huse fortsat er sikre.

- Det føltes, som om døden selv var ved at falde ned over os, siger Severine, der bor i Pomas og ikke oplyser sit efternavn, til BFM TV.

Foran sit ødelagte hus siger hun til den franske tv-station, at hendes familie, der havde stuvet sig sammen i en bil, kunne mærke tornadoen ryste køretøjet, inden det lykkedes dem at sætte farten op og flygte.

- Vi flygtede. Det var rent overlevelsesinstinkt, siger hun, mens folk hjælper familien med at gennemsøge ruinerne af deres hus for ting, der kan reddes.

Pomas ligger syd for Carcassonne - tæt på Pyrenæerne og cirka 80 kilometer fra grænsen til Spanien.

Tornadoen har lagt nogle huse i landsbyen helt i ruiner. Andre står tilbage uden tag eller med dele af væggene revet ned.

- Tornadoen i Pomas var meget kraftfuld og forårsagede alvorlige skader i kommunen, siger Francois Jobard fra vejrmyndigheden Meteo-France og tilføjer, at vindhastigheder formentlig har været oppe på 200 kilometer i timen eller mere.

Jobard siger, at klimaforandringer godt kan knyttes til et stigende antal uvejr - som også bliver mere kraftige.

Men det er endnu ikke muligt at konkludere det samme for tornadoer. Her foregår der stadig videnskabelige studier, siger han.

Frankrig oplever typisk cirka 40-50 tornadoer om året, men langt de fleste er ret svage. Til sammenligning er der over 1000 om året i USA.

RITZAU/Reuters

FÅ ABONNEMENT