Ukraine: Seks mennesker er dræbt i russiske angreb
Strømafbrydelser præger Ukraine efter nye russiske angreb. Mindst seks er blevet dræbt, heriblandt to børn.
Russiske missil- og droneangreb har dræbt mindst seks mennesker i Ukraine, og myndigheder er blevet tvunget til strømafbrydelser en række steder i landet.Det melder ukrainske myndigheder onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Blandt de dræbte er to børn.
Tidligere på natten oplyste byens borgmester, Vitalij Klytjko, på beskedtjenesten Telegram, at Rusland havde udført missilangreb på hovedstaden, hvilket havde sat ild til biler og splintret vinduer.
Nødberedskab var natten til onsdag udsendt flere steder, hvor vragrester fra de ødelagte luftvåben var faldet ned.
Reuters' vidner hørte eksplosioner, og det lød, som om luftforsvarets enheder blev aktiveret.
Klytjko siger ifølge Reuters, at angrebet blev udført med ballistiske missiler.
Et russisk angreb natten over har desuden ramt Ukraines østlige region Poltava, hvor olie- og gasfaciliteter er blevet beskadiget.
Det oplyser den fungerende guvernør for Poltava, Volodymyr Kohut, ifølge Reuters.
Rusland har endnu ikke udtalt sig om angrebene.
Antallet og intensiviteten af russiske angreb på ukrainsk energiinfrastruktur er steget kraftigt de seneste uger, og både kraftværker og gasanlæg har været mål for angrebene.
Tirsdag aften kom det frem, at USA's præsident, Donald Trump, har udskudt et møde med Ruslands præsident, Vladimir Putin, som skulle have fundet sted i Ungarn i denne eller næste uge.
Det ville være et spildt møde, sagde Trump, da han blev spurgt ind til, at en kilde fra det amerikanske embedsværk havde oplyst til flere medier, at der ikke var planer om at afholde mødet inden for den nærmeste fremtid.
Han sagde videre, at der sker mange ting på krigsfronten, og at Trump-administrationen inden for de næste to dage vil give besked om, "hvad vi laver".
/ritzau/