Ukraine: Kornaftale i Sortehavet er forlænget i 120 dage

18. MAR 2023 • 17:18UDLAND

Ifølge Tyrkiets præsident Erdogan er kornaftale blevet forlænget. Ukraine siger, det drejer sig om 120 dage.

Kornaftalen mellem Ukraine og Rusland, der stod til at udløbe ved midnat mellem lørdag og søndag, er blevet forlænget.

Det oplyser Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, ifølge nyhedsbureauet Reuters. Han var i sin tid med til at mægle den oprindelige aftale på plads.

Det var ventet, at aftalen om eksport af korn via Sortehavet skulle forlænges. Men Ukraine og Rusland har været uenige om, hvor mange dage den skal forlænges.

Ukraines infrastrukturminister, Oleksandr Kubrakov, oplyser lørdag, at aftalen er forlænget med 120 dage, som Ukraine ønskede.

En talskvinde for Ruslands udenrigsministerium siger dog, at aftalen kun er forlænget i en halvt så lang periode.

Landet havde meddelt på forhånd, at det kun ville gå med til 60 dage. Det er parterne i aftalen nu blevet meddelt, lyder det fra Rusland.

- Vi gentager: Rusland har indvilget i at forlænge aftalen med 60 dage, siger talskvinden, Maria Zakharova, lørdag til nyhedsbureauet Tass.

Erdogan nævner ikke, hvor lang tid aftalen er forlænget.

- Aftalen om en kornkorridor stod til at udløbe i dag. Men som resultat af samtaler mellem de to parter har vi sikret en forlængelse af aftalen, siger Erdogan i en tale.

På Twitter takker den ukrainske minister både Tyrkiet og FN.

- Takket være vores fælles bestræbelser er 25 millioner ton ukrainsk korn blevet leveret til verdensmarkederne, skriver Kubrakov.

Kornaftalen blev indgået i juli sidste år med FN og Tyrkiet som mæglere. Det skete, efter at de globale korn- og brødpriser var skudt i vejret. Med store konsekvenser for især verdens fattige.

I kornaftalen er der en såkaldt bestemmelse, der er en mulighed for, at parterne kan forlænge aftalen med mindst 120 dage ad gangen.

Aftalen blev forlænget i 120 dage med samme bestemmelse i november.

Ukraine og Rusland hører til verdens største korneksportører.

Men med Ruslands invasion af Ukraine i februar sidste år blokerede russiske krigsskibe de ukrainske havne ved Sortehavet, hvor eksporten normalt udgår fra.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU