Udstilling i London fejrer Disneys 100-års fødselsdag
Walt Disney Arkiverne har udvalgt mere end 250 ting, som er med i klassiske tegnefilm og nyere spillefilm.
På en udstilling i London kan besøgende se både tegninger af Mickey Mouse og Askepots glassko.Mandag fejrer selskabet bag de to figurer, The Walt Disney Company, sin 100-års fødselsdag, og udstillingen er sat i søen for at fejre mærkedagen.
Walt Disney Arkiverne har udvalgt mere end 250 ting, som er med i klassiske animationsfilm som "Snehvide og de syv dværge" og "Junglebogen" eller nyere spillefilm som "Cruella" eller "Skønheden og udyret".
- De fleste menneskers første oplevelse med at være i biografen stammer ofte fra en Disney-film, og det skaber i høj, høj grad en forbindelse mellem os, sagde animator og filminstruktør Eric Goldberg ved et pressemøde, inden udstillingen åbnede.
Udstillingen begynder med en introduktion til Walt Disney og hans figur Osvald den heldige kanin, som anses for at være en forløber til den verdenskendte mus Mickey Mouse.
Mickey Mouse havde sin første optræden i filmen "Steamboat Willie" i 1928. Men først i marts 1949 dukkede Mickey Mouse op i Danmark, da det første Anders And-blad blev sendt på gaden.
Den første Disney-film i spillelængde var "Snehvide og de syv dværge", som udkom i 1937.
Siden er der kommet et utal af film fra Disney, og blandt nyere succeser kan blandt andet nævnes animationsfilmene "Frost" og "Inderst Inde".
Men Disney beskæftiger sig ikke længere kun med tegnede figurer. I dag hører også berømte filmuniverser som Star Wars og Indiana Jones under Disney.
Derudover er det også Disney, der har rettighederne til en række populære film som "Die Hard"-filmene, "Alene Hjemme", "Abernes Planet", "Avatar", "Toy Story" og "Ratatouille".
I dag er The Walt Disney Company blandt verdens største og mest indbringende mediekoncerner. I det seneste årsregnskab havde Disney en nettoindtjening på over 22 milliarder kroner.
Selskabet blev stiftet 16. oktober 1923 af Walter Disney og hans bror Roy Disney i Hollywood i Californien. Dengang hed selskabet Disney Brother Cartoon Studio.
Det nuværende navn fik selskabet i 1986.
/ritzau/Reuters