Tyskland undersøger ulovlig indtrængen på kaserne - ikke sabotage

14. AUG 2024 • 21:36UDLAND

Der er ikke længere mistanke om forsøg på sabotage på tysk kaserne, som blev lukket ned onsdag.

En kaserne ved en flybase i det vestlige Tyskland blev onsdag midlertidigt spærret af.

Imens undersøgte myndigheder, om der havde været sabotage mod drikkevandet på flybasen - en mistanke, der dog siden viste sig ikke at være basis for, oplyser politiet i Köln.

Sagen behandles nu som en sag om ulovlig indtrængen.

En talskvinde for politiet siger, at politiets efterforskning blev indledt, da en "uautoriseret person" blev set på flybasen tidligt onsdag.

Basen, som blev afspærret, er Köln-Wahn-flybasen.

Tidligere meldinger pegede i retning af, at personen måske havde pillet ved kasernens vandforsyning, og der blev meldt om uregelmæssigheder, oplyste en talsperson for tysk luftvåben.

Kasernen var afspærret i adskillige timer.

Der var også blevet fundet et hul i et hegn.

Der var beviser på "forsøgt eller gennemført ulovlig indtrængen", sagde en talsperson for det tyske forsvarsministerium.

- Der er også mistanke om sabotage, sagde personen.

Men det er onsdag aften ikke længere tilfælde ifølge politiet.

En kilde oplyste tidligere, at der blev taget vandprøver, som skulle undersøges nærmere.

Ifølge mediet Deutsche Welle er der 4200 ansatte soldater og 1200 civile på basen.

Den bruges også til militærfly, som bruges af den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, til at rejse udenlands.

Der blev første gang slået alarm vedrørende vandet torsdag aften, oplyste embedsmænd.

Blandt andet militærpoliti og den militære efterretningstjeneste (MAD) er involveret i efterforskningen.

En base for den vestlige militæralliance Nato nær byen Geilenkirchen øgede sit beredskabsniveau efter hændelsen nær Köln. Men der blev ikke lukket helt af. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Basen blev på intet tidspunkt afspærret. Vi tjekkede vandet, det er okay, og der er adgang til basen, sagde en talsperson til Reuters.

/ritzau/dpa

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT