Tysk industri frygter AfD vil ødelægge landets økonomi

1. JUN 2024 • 12:02UDLAND

Tysklands industri og fagforeninger advarer om negative følger for økonomi, hvis AfD får et godt valg.

Tysklands industri og fagforeninger har forud for valget til Europa-Parlamentet advaret om, at det kan få negative følger for landets økonomi, hvis det nationalistiske parti AfD får et godt valg.

- Der er en reel fare for, at fjenderne af demokratiet vil gå yderligere frem ved valget, siger lederen af det tyske industriforbund, BDI, Siegfried Russwurm, til medienetværket RND lørdag.

- Valget kan blive afgørende for, hvorvidt Tysland vil ønske at fastholde dets succesfulde udvikling i et åbent Europa eller om det skal udelukke sig og isolere sig, siger Russwurm og tilføjer:

- Det er ikke et spørgsmål om smag. Tyskland vil stå i en langt værre økonomisk situation uden EU. Det kan vi bevise med klar fakta.

I en anden sammenhæng siger lederen af Den Tyske Fagbevægelses Sammenslutning, DGB, Yasmin Fahimi, til avisen Welt am Sonntag, at "racisme og marginalisering allerede er blevet udbredt og indgroet i mange folks selvopfattelse og i den almindelige hverdag for alt for mange mennesker".

Han siger, at det derfor er så meget desto mere vigtigt, at gøre det klart, hvad AfD står for.

- Det er et parti, som vil have et Europa bestående af markeder og ikke af lønmodtagere. Partiet ønsker ikke en minimumløn, men mere profit til arbejdsgiverne. Det ønsker ingen overenskomster, advarer Fahimi, som mener, at stor fremgang til AfD vil medføre dyb recession og tab af op til 2,5 millioner arbejdspladser.

AfD står ifølge en meningsmåling foretaget af tv-stationen ARD til at få over 14 procent af stemmerne ved valget, som i Tyskland holdes i dagene 6.-9. juni.

AfD er blevet ekskluderet fra den højreorienterede gruppe Identitet og Demokrati (ID) i EU-Parlamentet. Det er sket efter, at partiet er blevet rystet af flere skandaler i de seneste uger.

Partiets spidskandidat, Maximilian Krah, har til den italienske avis La Repubblica udtalt, at han "aldrig ville sige, at enhver der bærer en SS-uniform automatisk er kriminel" med henvisning til de nazistiske uniformer.

Efterfølgende sagde franske Marine le Pens Rassemblement national, som også er id-gruppen, at man ikke længere kunne sidde i gruppe med AfD

Også Dansk Folkepartis medlem af EU-Parlamentet, Anders Vistisen, har kritiseret AfD i skarpe vendinger.

En anden af partiets kandidater, Petr Bystron, har måttet trække sig som kandidat, efter at politiet har foretaget en razzia i hans hjem i Berlin i forbindelse med sager om hvidvaskning af penge, korruption og påståede forbindelser til prorussiske netværk.

/ritzau/DPA

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT