Tvist om Trumps immunitet i historisk sag kan ende i højesteret

11. DEC 2023 • 21:06UDLAND

Donald Trump mener ikke, at han kan retsforfølges for lovbrud begået under hans præsidentperiode.

Kan man føre retssag mod en amerikansk præsident for lovbrud, som vedkommende anklages for at have begået i sin embedsperiode og i forbindelse med et præsidentvalg?

Det spørgsmål vil den særlige anklager Jack Smith have den amerikanske højesteret - eller Supreme Court - til at tage stilling til. Og det skal gå hurtigt.

Konkret skal højesteretten tage stilling til, om den tidligere amerikanske præsident Donald Trump kan gemme sig bag sin politiske immunitet, når der efter planen skal føres en retssag mod ham om valgsvindel.

Det skriver det amerikanske medie CNN og nyhedsbureauet Reuters.

Anmodningen ses som et forsøg fra anklagemyndighedens side på at sikre, at retssagen bliver gennemført.

Sagen handler om, hvorvidt Donald Trump var involveret i forsøg på at manipulere valgresultatet i delstaten Georgia i forbindelse med præsidentvalget i november 2020.

Det er usædvanligt, at et spørgsmål af den type lander på bordet hos dommerne i USA's øverste retsinstans.

1. december afgjorde distriktsdommer Tanya Chutkan i Washington D.C., at Donald Trump ikke har immunitet og derfor godt kan retsforfølges i sagen om valgsvindel og -manipulation.

Trumps advokater har ellers hævdet, at han kan beskyttes af sin præsidentielle immunitet, fordi de handlinger, han foretog omkring præsidentvalget i 2020, ifølge dem var en del af hans forpligtelser på det daværende tidspunkt.

Af samme grund har Trump anket distriktsdommerens afgørelse.

Men hvis spørgsmålet ryger direkte til højesteretten, betyder det, at Trumps ankesag ved en lavere domstol droppes.

Trump har desuden bedt Tanya Chutkan om at aflyse alle retsmøder, indtil der er en endelig afgørelse om hans immunitet.

Retssagen om valgsvindel skal efter planen begynde til marts.

I sagen er den tidligere republikanske præsident, som ønsker at stille op ved næste præsidentvalg, anklaget sammen med yderligere 18 personer. Flere har allerede erkendt sig skyldige, men Trump fastholder sin uskyld.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT