Trump ventes mandag at præsentere sit bud på ny vicepræsident

15. JUL 2024 • 20:27UDLAND

Senator J.D. Vance og guvernør Doug Burgum er blandt favoritterne til at blive Trumps vicepræsidentkandidat.

Donald Trump ventes allerede mandag at afsløre, hvem hans vicepræsidentkandidat er.

Det siger journalist Brett Baier fra Fox News ifølge tv-stationens liveblog.

Baier tilføjer, at han har oplysningen fra Trump selv. De to har talt i telefon sammen, lyder det.

Republikanerne holder partikonvent fra mandag til torsdag. I den forbindelse ventes Trump at blive officielt udpeget som partiets præsidentkandidat.

På forhånd er det ventet, at Trump vil afsløre sit bud på en kommende vicepræsident under partikonventet.

Men der har indtil videre ikke været nogen meldinger om, hvilken dag det ventes at ske.

Blandt de navne, der på forhånd er blevet nævnt som favoritter, er senator Marco Rubio fra Florida, senator JD Vance fra Ohio samt guvernør Doug Burgum fra North Dakota, skriver Fox News.

Men fire unavngivne kilder oplyser mandag aften dansk tid til Reuters, at Marco Rubio har fået besked om, at han ikke bliver valgt som Donald Trumps vicepræsidentkandidat.

Trump har angiveligt heller ikke valgt Doug Burgum, siger flere kilder til Fox News og nyhedsbureauet Reuters.

Burgum og Rubio har begge været nævnt blandt favoritterne.

Iagttagere har også på forhånd peget på, at Trump meget vel kan hive en overraskelse op af hatten, når han afslører sin såkaldte running mate.

Trump har afvist flere opfordringer om at udskyde konventet på grund af det attentat, der fandt sted under et vælgermøde i Pennsylvania tidligt lørdag aften lokal tid.

En bevæbnet person, der lå på taget af en bygning i nærheden af vælgermødet, affyrede skud mod Trump og ramte ham på øret.

- Jeg skulle slet ikke være her, jeg skulle være død, sagde Trump i et interview med New York Post om bord på Trumps fly med kurs mod Milwaukee.

Avisen skriver, at han havde en hvid bandage på øret og et stort mærke på armen, hvor agenter fra Secret Service tog fat i ham, da de skulle få ham i sikkerhed.

Arrangørerne af partikonventet fastholder også, at det skal finde sted som planlagt.

- Vi ændrer ikke noget på grund af den tragiske hændelse i Pennsylvania, siger David Bossie, leder af den konservative aktivistgruppe Citizens United og en af partikonventets formænd, til nyhedsbureauet AFP.

Titusinder af republikanere ventes at deltage i partiets fire dage lange konvent.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT