Trump øjner chance for fredsaftale for Gaza
Mandag mødes Trump med Netanyahu i Det Hvide Hus, hvor han håber at få en aftale på plads om Gaza.
USA's præsident, Donald Trump, udtrykker optimisme om at få en fredsaftale for Gazastriben i hus.I et telefoninterview med Reuters siger han, at han har fået "meget god respons" fra israelske og arabiske ledere på et forslag til en fredsplan.
- Alle vil indgå aftalen, siger Trump til Reuters og tilføjer, at han håber at kunne færdiggøre forslaget under et møde med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, mandag.
Forslaget omhandler ikke kun Gaza, men en bredere fred i Mellemøsten, siger han.
Tidligere søndag skrev præsidenten i et opslag på sit sociale medie, Truth Social, at "vi vil få det gjort!".
- Vi har en reel chance for storhed i Mellemøsten. Alle er med på noget særligt for første gang nogensinde, lød det i hans opslag.
Mandag mødes Netanyahu med Trump i Det Hvide Hus.
Mødet kommer kun få dage efter, at USA har fremlagt et forslag til en fredsplan bestående af 21 punkter, der skal afslutte krigen i Gazastriben.
En diplomatisk kilde siger til nyhedsbureauet AFP, at Trumps plan indebærer en permanent våbenhvile, løsladelse af gidsler, en israelsk tilbagetrækning fra Gaza og massiv tilførsel af humanitær bistand.
USA har drøftet planen med arabiske og muslimske ledere i forbindelse med FN's Generalforsamling i New York.
De er åbne over for forslaget, men har også krævet et øjeblikkeligt stop for Israels militæroperationer og enhver form for besættelse af Gaza.
Tidligere søndag meddelte Hamas, at gruppen overhovedet ikke har modtaget forslaget.
Et af planens mest omstridte elementer er inddragelsen af den palæstinensiske myndighed på Vestbredden i fremtidig regeringsførelse i Gaza.
Det har Netanyahu udtrykt skepsis over for, og Hamas har blankt afvist det.
Fredag sagde Trump i en kort udtalelse, at der efter hans opfattelse er ved at være en aftale på plads om at afslutte krigen mellem Israel og Hamas.
- Jeg tror, at vi har en aftale, sagde han ifølge nyhedsbureauet AFP i en kort udtalelse til journalister udenfor Det Hvide Hus.
- Det ser ud til, at vi har en aftale om Gaza, jeg tror, at det er en aftale, der vil få gidslerne hjem, og det er en aftale, der vil afslutte krigen.
Han oplyste ikke umiddelbart yderligere detaljer.
/ritzau/