Trump melder sig klar til debat med Harris 4. september

3. AUG 2024 • 17:09UDLAND

Trump vil i tv-debat med demokraten Harris på Fox News, selv om der allerede er planlagt en anden debat.

USA's tidligere præsident Donald Trump siger, at han er blevet enig med tv-stationen Fox News om at deltage i en debat med demokraternes sandsynlige præsidentkandidat, Kamala Harris, 4. september.

Harris' lejr holder dog fast i en debat i planlagte debat 10. september, som oprindeligt skulle være foregået mellem præsident Joe Biden og Trump.

- Jeg er blevet enig med Fox News om at debattere med Harris onsdag 4. september, skriver Trump på sit eget sociale medie, Truth Social.

Han fortæller videre ifølge CNN, at debatten skal finde sted i delstaten Pennsylvania. Og at der vil være et publikum til stede.

Meldingen fra Trump kom, få timer efter at Harris reelt sikrede sig Det Demokratiske Partis nominering. Men hendes accept som præsidentkandidat bliver først officiel på partiets konvent i Chicago senere på måneden.

Harris er kommet ind i billedet, efter at præsident Joe Biden gjorde en meget ringe og alderssvækket figur ved en debat med Trump 27. juni, der foregik uden publikum.

Biden valgte derfor 21. juli at trække sig som Demokraternes præsidentkandidat. Han pegede i stedet på sin vicepræsident, Kamala Harris, som afløser.

Biden og Trump havde planlagt deres tv-debat nummer to til at finde sted 10. september på ABC.

- Debatten var tidligere planlagt med Sleepy Joe (søvnige Joe, red.) på ABC, men den er aflyst, eftersom Biden ikke længere deltager, skriver Trump.

Siden har Kamala Harris' lejr reageret på ekspræsidentens melding.

Her lyder det fra Harris-kampagnens kommunikationsdirektør, Michael Tyler, at Donald Trump forsøger bakke ud af en debat, han allerede har sagt ja til.

- Han er nødt til at stoppe med at lave numre (playing games, red.) og møde op til den debat, han allerede har forpligtet sig til den 10. september, siger han er erklæring ifølge AFP.

Trump har ifølge meningsmålingerne sat det forspring, han havde over Biden, over styr flere steder i landet, efter at Harris har taget over.

Hun har gentagne gange udfordret ham til en tv-debat ansigt til ansigt.

Nu kommer så Trumps tilbud om en debat på det stærkt højreorienterede Fox News, der energisk støtter Trumps genvalg som præsident.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT