Trump gentager løfte om 5000 dollar til alle amerikanere
Trump lover igen at udbetale 5000 dollar til voksne amerikanere, hvis Republikanerne vinder midtvejsvalget.
USA's præsident, Donald Trump, gentager natten til søndag dansk tid sit løfte om, at han vil udbetale 5000 dollar til alle voksne amerikanere, hvis Republikanerne vinder begge kamre i Kongressen ved midtvejsvalget den 3. november.Det sker i et opslag på præsidentens sociale medie, Truth Social.
- Et udbytte på 5000 dollar til alle voksne, hvis Republikanerne vinder! Dummokraterne ("Dumocrats", red.) kan ikke gøre det her!, skriver Trump.
Beløbet svarer til godt 32.000 kroner.
Trump lovede første gang udbetalingen på et partimøde for Republikanerne i delstaten Texas tidligere på måneden.
- Hvis Republikanerne vinder Repræsentanternes Hus og det amerikanske Senat - på grund af vores enorme økonomiske succes - vil jeg udbetale et udbytte på 5000 dollar til alle voksne borgere i USA, sagde Trump.
- Den eneste betingelse, jeg stiller, er, at det udbytte, vi udbetaler, skal bruges i USA, tilføjede præsidenten.
Dengang skrev flere medier, at det er uklart, hvordan udbetalingen skal fungere, og om sådan en udbetaling overhovedet er lovlig.
Trump er ikke selv på valg ved midtvejsvalget, hvor alle medlemmer af Repræsentanternes Hus og en tredjedel af Senatets medlemmer skal vælges.
En måling foretaget af analyseinstituttet Ipsos for nyhedsbureauet Reuters blev tidligere på ugen offentliggjort og viste, at opbakningen til Trump er på sit laveste i hele hans politiske karriere.
Ifølge Reuters er Republikanerne nødt til at mobilisere vælgere, der ellers kunne finde på at blive hjemme ved midtvejsvalget.
Ved midtvejsvalget falder valgdeltagelsen typisk mere end 10 procentpoint sammenlignet med præsidentvalg.
En måling fra Ipsos viser ifølge Reuters også, at der er forskel på, hvor høj vælgernes motivation er, afhængigt af om man er demokrat eller republikaner.
Målingen blev offentliggjort lørdag og viste, at 42 procent af de adspurgte, der identificerede sig som demokrater, var "meget begejstrede" ved udsigten til at stemme. Hos republikanerne var andelen 28 procent.
RITZAU
