Trump afviser at forlænge våbenhvile med Iran
Våbenhvilen mellem USA og Iran står til at udløbe meget snart og bør ifølge Trump ikke blive forlænget.
USA's præsident, Donald Trump, ønsker ikke at forlænge våbenhvilen med Iran, siger han i et interview tirsdag med det amerikanske medie CNBC.Våbenhvilen ventes at udløbe inden for de næste to døgn - formentlig natten til torsdag dansk tid.
- Jeg ønsker ikke at gøre det. Vi har ikke så meget tid, siger Trump, da han bliver spurgt ind til muligheden for at forlænge våbenhvilen.
Han siger samtidig, at USA befinder sig i en stærk forhandlingsposition, og at landet vil ende med at få en god aftale med Iran.
Anonyme kilder har fortalt til det amerikanske medie Axios, at USA's vicepræsident, J.D. Vance, ventes at rejse til Pakistan tirsdag for at deltage i forhandlinger med Iran.
Men oplysningen er ikke bekræftet fra officiel side, ligesom det er uklart, om Iran sender en delegation til Pakistan.
Tirsdag formiddag rapporterede iransk stats-tv, at Iran på daværende tidspunkt ikke havde sendt en delegation til Pakistan.
Ifølge Trump vil USA genoptage angrebene på Iran, hvis en aftale mellem Iran og USA ikke snart kommer på plads.
- Jeg forventer at angribe, for jeg tror, det er en bedre indstilling at komme ind med. Men vi er klar til at tage afsted. Jeg mener, at militæret er utålmodigt efter at komme i gang, siger Trump til CNBC.
Våbenhvilen mellem USA og Israel har natten til onsdag dansk tid varet i 14 dage. Da Trump oprindeligt meddelte, at der var indgået en våbenhvile, var den netop sat til at vare to uger.
Tæt på våbenhvilens ophør er der dog en vis usikkerhed om det præcise tidspunkt, hvor den udløber.
Således har Trump på det seneste sagt, at den udløber onsdag aften Washington-tid, hvilket vil svare til natten til torsdag dansk tid.
Det giver altså parterne 24 timer mere til at forhandle.
En pakistansk kilde, som er involveret i forhandlingerne, siger til nyhedsbureauet Reuters, at den udløber klokken 20.00 Eastern Time onsdag, hvilket er klokken 02.00 i Danmark torsdag - og klokken 03.30 i Iran.
Den oplysning er dog ikke officielt bekræftet.
/ritzau/
