Tre Hizbollah-medlemmer dræbt af israelsk angreb
Et israelsk luftangreb på Hermel-distriktet i Libanon har dræbt tre Hizbollah-medlemmer, siger militærkilde.
Et israelsk luftangreb har sent mandag aften dræbt tre Hizbollah-medlemmer i Libanon.Det siger en militærkilde ifølge nyhedsbureauet AFP.
Det er endnu uklart, hvilken militærkilde AFP henviser til.
Den israelske avis The Times of Israel skriver, at libanesiske medier rapporterer om israelske luftangreb i Hermel-distriktet i det nordøstlige Libanon.
Det er potentielt det luftangreb, der under krigen har ramt længst inde i Libanon, skriver avisen.
Hermel ligger omkring 130 kilometer fra den israelske grænse.
Angrebet er angiveligt et svar på de adskillige Hizbollah-angreb, der har ramt det nordlige Israel det seneste døgn.
Sent mandag aften har Israels militær (IDF) desuden oplyst om et angreb på Vestbredden.
Her har Israel mandag dræbt fire palæstinensere, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det israelske grænsepoliti siger, at det ankom til en bygning for at anholde fire mistænkte gerningsmænd fra et angreb tidligere på dagen.
De fire prøvede at flygte i et køretøj ved at forsøge at køre politiet over. Derfor beskød politiet køretøjet og dræbte de fire, lyder det.
/ritzau/