Topdemokrat afviser medies melding om at han trækker sig

18. JUL 2024 • 03:35UDLAND

NBC skriver, at senator Bob Menendez trækker sig. Det er en løgn - og et forsøg på tvang, siger han selv.

Den demokratiske senator i USA Bob Menendez afviser meldinger om, at han er ved at trække sig fra posten.

Sådanne historier i medierne har intet på sig, lyder det.

Det budskab kommer, efter at to unavngivne kilder med "direkte kendskab" til sagen har sagt til NBC News, at Menendez har meddelt sine allierede, at han vil trække sig fra posten.

Menendez blev tirsdag i New York dømt skyldig i 16 anklagepunkter om afpresning, bestikkelse og korruption.

Det fik Senatets demokratiske leder, Chuck Schumer, til at bede den 70-årige senator fra New Jersey om at trække sig.

Også senator Cory Booker, der ligeledes repræsenterer New Jersey, har opfordret Menendez til at trække sig.

Efter NBC News' beretninger om, at forløbet nu får senatoren til at forlade sin post, har Menendez til CBS News gjort det klart, at han ikke genkender udlægningen.

- Jeg kan fortælle jer, at jeg ikke er fratrådt, og at jeg heller ikke har talt med såkaldte allierede. Det ser for mig ud, som om man forsøger at tvinge mig til udtale mig.

- Enhver, som kender mig, ved, at det (tvang, red.) er den værste måde at få mig til noget, siger han.

Menendez har en tre årtier lange karriere i Kongressen bag sig. Han har tidligere været formand for Senatets meget vigtige udenrigskomité.

I sagen fra New York er han dømt skyldig i at have styret flere milliarder dollar i amerikansk bistand til Egypten gennem en egyptisk forretningsmand, Wael Hana, som havde kontakter i den egyptiske regering. Selv tjente Menendez hundredtusindvis af dollar i bestikkelse på den slags affærer.

Der blev blandt andet fundet guldbarrer, 500.000 dollar i sedler og en luksusudgave af en Mercedes-bil i Menendez' hjem.

Ifølge en talsmand for anklagemyndigheden i New York risikerer den magtfulde senator op til 222 års fængsel. Straffen vil blive udmålt 29. oktober, bare en uge før, at der er valg i USA.

Menendez har tidligere sagt, at han vil anke dommen.

Da Menendez kom ud af retten, spurgte flere fremmødte journalister ham til, hvorvidt dommen ville medføre, at han forlader sin post. Det afviste han på det tidspunkt at svare på.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

21. APR 2025 • 10:04UDLAND
Pave Frans er død - blev 88 år
FÅ ABONNEMENT