Tom Cruise genoptager hovedrolle i efterfølger til filmhit fra 90'erne
Tom Cruise indtager igen rollen som Cole Trickle, når der i 2028 kommer en efterfølger til "Days of Thunder".
Filmen "Days of Thunder" fra 1990 får inden længe en efterfølger.Det bekræfter den amerikanske skuespiller Tom Cruise forud for Nascar-sæsonfinalen ved Daytona International Speedway ifølge mediet AP.
Det lyder, at skuespilleren selv endnu en gang indtager hovedrollen som racerkøreren Cole Trickle, mens skuespilleren Anne Hathaway vil medvirke som teamejer og ingeniør.
Filmefterfølgeren vil ifølge planen få premiere i juni 2028, lyder det. Altså knap 40 år efter den første film.
Udover at Cruise indtager hovedrollen, skal han også bidrage som producer på filmen sammen med Jerry Bruckheimer og Tommy Harper.
Den originale film blev ifølge mediet til ved, at Tom Cruise havde en idé til en film, der skulle handle om hurtige biler og de mennesker, der kører dem.
Filmen handler om Cole Trickle, der får en chance for at konkurrere ved Nascar-stævner.
Han er en racerkører med et stort temperament, som skaber problemer mellem ham og de andre racerkørere, men også internt i hans eget team.
Ifølge mediet er rollen som Cole Trickle løst baseret på den afdøde racerkører Tim Richmond.
Filmen fik til at begynde med dårlige anmeldelser, og der blev lavet sjov med filmen for at overdrive for meget.
Siden er filmen dog blevet meget populær i motorsportskredse, og der bliver stadig refereret til den af racerløbsfans, skriver AP.
Oprindeligt spillede Cruise sammen med skuespillerinden Nicole Kidman, som indtog rollen som Dr. Claire Lewicki.
De to skuespillere faldt for hinanden under indspilningerne til filmen, og de blev efterfølgende gift. Parret er dog siden blevet skilt.
Tom Cruise har siden slutningen af 80'erne været en af de mest eftertragtede skuespillere i Hollywood.
Han har blandt andet indtaget hovedrollen i "Top Gun" og i "Mission: Impossible"-filmene.
RITZAU
