Tøjproduktion i Bangladesh bliver ramt hårdt af amerikansk told

3. APR 2025 • 11:18UDLAND

USA har pålagt Bangladesh 37 procents øget told, og landets tøjproducenter frygter at miste købere.

Tekstilindustrien i Bangladesh bliver ramt hårdt af øget told på 37 procent fra USA rettet mod det sydasiatiske land.

Det siger bestyrelsesformanden i RDM Group, som er en stor tekstilfabrikant, Rakibul Alam Chowdhury, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det er en stigning i den told, der i forvejen er pålagt Bangladesh. Tidligere var det 16 procents told på bomuld og 32 procent på produkter fremstillet af polyester, skriver AFP.

- Købere vil i stedet gå til andre markeder, der kan gøre det billigere. Det her vil ramme vores industri hårdt. Vi vil miste købere, siger Rakibul Alam Chowdhury.

Tekstilproduktion står for omkring 80 procent af landets eksport.

Bangladesh er verdens næststørste producent af tøj og tekstiler. Landet overgås kun af Kina.

Bangladesh producerer tøj for globale virksomheder som både franske Carrefour, japanske Uniqlo, irske Primark, svenske H&M og spanske Zara.

Bangladesh eksporterer for 8,4 milliarder dollar beklædningsgenstande til USA hvert år. Det viser data fra den nationale handelssammenslutning i Bangladesh, BGMEA.

Det svarer til cirka 20 procent af landets samlede eksport af færdiglavet tøj, skriver AFP.

Anwar Hossain, som står i spidsen for BGMEA, siger, at "vi var ikke klar til det her". Men han hæfter sig ved, at andre lande er værre stillet.

- Sammenlignet med konkurrenter som Kina, Vietnam og Sri Lanka er vi stadig foran, fordi deres toldsatser er højere end vores, siger Hossain.

Onsdag aften præsenterede den amerikanske præsident, Donald Trump, sine nye planer, for det han kalder "gengældelsestold". Det rammer i varierende grad stort set hele verden.

For Kina er der indført øget told på 54 procent, mens det for Vietnam er 46 procent. For Sri Lanka er det 44 procents øget told på varer.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT