To tog kører af sporet under kraftig storm i Schweiz

1. APR 2023 • 01:13UDLAND

15 personer kommet til skade under to forskellige togulykker i Schweiz fredag. Årsagen formodes at være storm.

En kraftig storm har fredag sandsynligvis ført til to uafhængige togulykker i Schweiz.

Det skriver nyhedsbureauet AFP og den schweiziske avis Basler Zeitung.

Inden for 20 minutter kørte to tog af sporet omkring 30 kilometer fra hinanden.

15 personer er kommet til skade i ulykkerne.

Tre personer kom til skade i den første togafsporing - herunder togføreren. I den anden ulykke kom 12 personer til skade. En af dem alvorligt.

Der er blevet registreret vindstød med en hastighed på op til 136 kilometer i timen - cirka 38 meter i sekundet - i nærheden af, hvor ulykkerne fandt sted.

Klokken 16.30 kørte et tog af sporet i byen Luscherz, oplyser det lokale politi.

- Mens en stærk vind blæste, væltede den forreste vogn på toget til venstre for sporet og gled ned i en lille vold, siger politiet i Bern i en udtalelse ifølge AFP.

Billeder viser den forreste vogn af toget ligge på siden på noget græs på en rabat mellem jernbanen og en mark.

20 minutter senere kørte et andet tog med 54 passagerer om bord af sporet i landsbyen Buren zum Hof.

Politiet siger, at førervognen og to andre vogne kørte af sporet, og at den forreste vogn ramte en mast. Alle tre vogne væltede.

Ni voksne og tre børn kom til skade og er blevet bragt til hospitalet. En mand kom alvorlig til skade, og han er blevet bragt til hospitalet med helikopter.

- Ifølge vores nuværende viden er hovedårsagen til ulykken storm, siger politiet, der skal efterforske yderligere for helt at klarlægge ulykkesårsagen.

Stormen, der fredag har ramt Schweiz, har fået navnet Mathis.

Der har været adskillige meldinger om ødelæggelser rundtom i landet, skriver Basler Zeitung. Blandt andet er flere træer væltet.

Det meteorologiske institut i Schweiz kategoriserede fredag morgen stormen Mathis som en kategori 3-storm. Kategori 5 er det højeste niveau.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU