Teenager politianmeldes for selfiestunt i kendt italiensk domkirke

12. JUL 2024 • 05:22UDLAND

Det formodes, at en teenagedreng gemte sig i Firenzes domkirke inden lukketid for at tage et selfie.

En teenagedreng er blevet anmeldt til politiet, fordi han angiveligt har sneget sig rundt på toppen af domkirken i Firenze i Italien efter mørkets frembrud.

Det skriver avisen The Guardian.

Han skal blandt andet have klatret op til domkirkens kuppel, hvilket er strengt forbudt, for at tage et billede af sig selv.

Det er uklart, hvornår hændelsen fandt sted.

Iført en sort hættetrøje, jeans og gummisko, filmede teenageren sig selv, mens han gik op af en indvendig trappe med kurs mod kuplen, lyder det.

Han trådte så ud på en lille platform, hvorfra han kunne tage et billede af sig selv med udsigten over Firenze i baggrunden.

Et billede, der ifølge The Guardian stammer fra hændelsen, er blevet delt på en profil med over 200.000 følgere på det sociale medie Instagram.

På billedet dækker personen det meste af sit ansigt med en hættetrøje.

Det formodes ifølge avisen, at drengen havde gemt sig i domkirken, som har det fulde navn Cattedrale di Santa Maria del Fiore, inden lukketid.

En person, der er mistænkt for at have fungeret som en slags hjælper, filmede samtidig forløbet fra gaden. Angiveligt har vedkommende også fanget det øjeblik, hvor teenageren stak af fra stedet.

Drengen er ikke officielt blevet identificeret, men ifølge meldinger i italienske medier er der tale om en 17-årig italiensk dreng. Han skal være kendt for tidligere at have udvist lignende opførsel - eksempelvis i domkirken i Milano i maj.

Luca Bagnoli, som er del af ledelsen af Cattedrale di Santa Maria del Fiore, oplyser ifølge The Guardian til avisen La Nazione, at teenageren er blevet anmeldt til politiet.

- Domkirken i Firenze er et helligt og monumentalt sted, et sted udpeget som verdensarv. Men desværre er det for nogle også en legeplads, og det er nedslående. De relevante myndigheder vil tage sig af resten, siger han.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT