Talsperson: Over 1000 er samlet for at tage afsked med Navalnyj

1. MAR 2024 • 11:54UDLAND

Mere end en time før bisættelse af Aleksej Navalnyj var flere end 1000 samlet i Moskva.

Flere end 1000 personer er samlet for at tage afsked med Aleksej Navalnyj i Ruslands hovedstad, Moskva.

Det oplyser en af Navalnyjs talspersoner ifølge Reuters.

Meldingen er kommet, mere end en time før bisættelsen af den russiske oppositionspolitiker efter planen skal begynde.

Der har været stor uvished om, hvorvidt Navalnyjs støtter ville trodse risikoen for uroligheder og sammenstød med politiet og møde op i Moskva for at mindes ham i forbindelse med begravelsen.

Kort før klokken 10.30 oplyste en talsperson for Navalnyj, at der var mulighed for, at ceremonien måtte udsættes, da liget på det tidspunkt endnu ikke var blevet overdraget til politikerens efterladte.

Senere blev liget dog overdraget til de pårørende, og rustvognen blev gjort klar til at køre mod kirken med kisten. Det oplyser Kira Jarmysj, der er en af Navalnyjs talspersoner, på det sociale medie X.

Klokken 11.45 oplyser hans talsperson, at kisten med liget er ankommet til kirken, skriver Reuters.

Ceremonien i kirken begynder efter planen klokken 14 lokal tid, hvilket er klokken 12 dansk tid. Derefter skal Navalnyj begraves på en gravplads i Borisovskyj-distriktet i Moskva et par kilometer fra kirken.

Indtil onsdag var der usikkerhed om, hvornår og under hvilke omstændigheder Aleksej Navalnyj ville blive begravet.

Inden da havde de russiske myndigheder givet Navalnyjs mor et ultimatum.

Det indebar, at hun og den øvrige familie skulle acceptere, at Navalnyj ville blive begravet i stilhed og dermed uden offentlighedens deltagelse.

Hvis ikke familien var villige til det, ville Navalnyj blive begravet i den straffekoloni, hvor han døde.

Ultimatummet blev dog afvist af Navalnyjs mor.

Aleksej Navalnyj bliver begravet, præcis to uger efter at fængselsmyndighederne oplyste, at han pludselig var afgået ved døden.

Navalnyj var indsat i en straffekoloni i Sibirien. Her afsonede han flere domme for blandt andet påstået ekstremisme.

Oppositionspolitikere var samlet idømt mere end 30 års fængsel.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU